2014 March 7 - Følelser og sexarbejde

Vil du hellere læse denne blog på svensk, gå til http://annika-escort.com/?page=blog&lang=sv

In this blog I will mention a positive approach to understanding sexwork in terms of “emotional labour” and “emotional intelligence”, and how some of these theories can be useful as self-understanding for sexworkers.
This blog can also be read as background for understanding some of the content in my following blogs To Create Feelings 1-3.

As I wrote in the previous blog, somehow it seems like most existing sexworker handbooks and escorts guides kind of think that the sexual and emotional aspects in the line of work are something private for each girl to figure out on her own. Or like that this would be a non-issue.

But I dare to say that it actually is necessary to consciously work with one’s own emotions and sexuality in order to get competent with sexwork. One needs to develop on the personal level, both emotionally and sexually, to handle the work well.
This is both necessary to:
1) Protect yourself from stress and trauma.
2) Be able to do a good job regarding your clients’ emotional and sexual needs.

And I don’t think this “inner work for sexwork” must be something uniquely individual and private, that necessarily has to be up to everyone to figure out completely on their own. Humans are unique individuals, but in many ways we actually function very much the same.

Within social psychology there is a research field of “emotional labour”, which studies how emotions are used to perform certain work tasks.
Most of this research is rather depressing though, focusing on how personnel within the service sector get estranged from themselves, suffers burn-out and disassociation, get depersonalized and exploited. But some the theoretic models for how people manage, organize and create their emotions are interesting.

Then I found to an article about how people with leadership jobs also practice emotional labour, but don’t get negatively affected in the same way more subordinate service providers get.
And then a lot more of the theory about emotional labour made sense to me as applicable for the kind of sexwork that I know and recognize.

So, for sexworkers out there, who might be interested in an intellectual understanding about how one can use emotions to perform professional work tasks, I can really recommend this article:
“Leading with Emotional Labour” by Ronald H. Humprey, Jeffrey M. Pollack and Thomas Hawver.
It was originally published in Journal of Mangerial Psychology, Vol. 23, No. 2, 2008. But you can also access it here online as a free pdf http://www.researchgate.net/publication/233733851_Leading_with_emotional_labor . (And you don’t need to sign up to access it, just close the pop-up window with that suggestion and click on the full-text icon further down to the right on the page.)

It is a well-written article of merely 18 pages, but it briefly covers the basic concepts (from Arlie Hochschild) within the field of emotional labour. And it explains why people, like leaders, that are empowered with “autonomy” and “position power” tend to do emotionally well with performing emotional labour. (Even experiencing “an increased sense of wellbeing and fulfillment”.)
The article concludes that leaders’ emotional labour “differ in significant ways” from the emotional labour performed by subordinates.

I think this also is valid for the kind of sexworkers that work on a level there they have autonomy and positional power over the clients, by being able to set their own terms and to afford to decline clients that they don’t like.
Plus, importantly, don’t need to work over their capacity (not too much work) or over their competence (not work tasks one cannot identify with).
Because just like that article concludes that also leaders can suffer from stress and frustration if the labour demands are more than their capacity or competence can meet, this is valid for sexworkers too. (And for all humans with all kinds of work.)

I’ve even been thinking that some of the implications from that article, or similar research, might help bridge the gap of understanding in the controversy between people that are positive to sexwork and those that are negative to it.
By better explaining why sexworkers in marginalized positions tend to suffer psychological stress and trauma, while sexworkers with betters social resources tend to be happy about their work.

I also think that some of the conclusions in the article, regarding the protective factors of having autonomy and position power, can show why it is important that sexworkers themselves take their job seriously, and strive to develop their competence.
Because being good with what one does (both with the emotional service and with the bodily handicraft with sex) is how one gets popular as a sexworker. Which in turn is what enables one to achieve the autonomy and positional power to select the nice clients (and afford to decline the not so nice ones).

Although it all goes a bit circular; because it is like you have to have autonomy, positional power and competence in order to be able to work during beneficial circumstances – but you kind of also need to already have those beneficial circumstances to be able to be autonomic, have a positional power and develop competence.
I guess that is why the “lucky ones”, the girls that already have good social resources, also tend to do relatively well as sexworkers – while the girls starting up from bad social circumstances also tend to suffer a lot of problems as sexworkers.

But what if there are ways to work upwards?
Ways to get empowered by getting more aware, by learning emotional intelligence in order to learn smart ways to emotionally work with oneself and better methods for emotional communication with clients?
To thus develop the competence that would lead to the autonomy and positional power of being able to choose and decline clients?

It is not like it is “ all good or all bad” for most sexworkers out there. There is a lot of grey zones, better times and worse times that come and go.
Also for girls that do relatively good, there are ways to improve their work to do even better (as I myself have discovered during my career). Similarly, there must be ways for girls that do relatively bad, to empower them to get to a point of doing relatively good.

This leads me on to the subject of emotional intelligence. It is a field of research that aims more for a more psychological understanding of how people within themselves learn to develop emotionally in order to function better in their lives.
This perspective shows that emotions are nothing fixed or automatic, and that emotions also not solely are determined by social factors outside of the individual. But that emotions are something plastic that we consciously can learn to manage and regulate, plus to relearn and create within ourselves. And that we learn emotions from copying other persons, as well through interaction with other people.

I can recommend Emotional Intelligence: Why It Can Matter More Than IQ by Daniel Goleman. (You can buy it here http://www.amazon.com/Emotional-Intelligence-Matter-More-Than/dp/055338371X ).
The theory kind of drowns a bit in all the examples, so spotting the actual models for what the author wants to convey can be a bit annoying, but the book is very well written and entertaining to read.

I think that a lot of theory from emotional intelligence is highly relevant for sexwork. Both in regard of managing own emotions, learning how to mature and develop competence in the professional role, and for how to by emphatic interaction create good client relations.

Maybe it is presumptuous of me, but I also think that the theories from emotional labour and emotional intelligence can be used as meta-theory to better understand some of what I write about in my following blogs To Create Feelings 1-3. Particularly regarding what some of the pseudo-scientific NLP (neurolinguistic programming) really is about when it is practically applied.

I will however not refer back to anything about emotional labour and emotional intelligence in those blogs, because I don’t think these theories really are practically useful in a “how to do it” perspective. In those blogs I try to only refer to reading material that I think that other sexworkers actually can put to practical use.

Anyway, my aim with the To Create Feelings blogs, is mainly to show how I think and what I do, to work with myself emotionally and sexually in order to be good at my sexwork. In the last of the blogs I also write about what I know that some other sexworkers do to prepare themselves emotionally to manage emotional labour.
I hope that maybe some of this can be useful for other sexworkers that also want to work with themselves and develop their competence.


2014 March 6 - Intro til Guiden

Vil du hellere læse denne blog på svensk, gå til http://annika-escort.com/?page=blog&lang=sv .

In this blog I will give and introduction to the following blogs that make up my guide for escorts and sexorkers, and explain its purpose as a practical guide for how one can work both in “head and bed”. I also give some tips to web links to other guides and some book tips.

It has been long in the making, this project of mine with writing a guide about sexwork. But I really think there is a huge need for more practically applicable advice about the very handicraft of sexwork – namely what one actually does in “head and bed”.

There are already several handbooks about escorting and other kinds of sexwork, but they mostly focus on sexual health, safety, marketing, negotiating with clients and such issues. They seldom get down to the detailed bodily level of “what one really does together in bed with the client” regarding sex techniques.

And if they venture into the aspects of emotions and sexuality, it is mostly about “keeping boundaries”, separating the professional and the private, and similar. They don’t really give any useful advice about how one actually can work with oneself to develop emotional competence to function sexually well in the professional role with sexwork.

There is really a strange silence about how one emotionally can work with oneself to develop one’s own sexuality in the very professional practice – what one actually can do in “head”.

And there is an even stranger silence about the details with the very bodily practice, regarding clients with sexual problems and professional circumstances that differ from private sex – what one actually can do in “bed”.

My disposition for writing these blogs will be to start with the internal emotional aspects regarding working with one’s own sexuality and emotional life, and from there I will move on to the external bodily aspects of practically working with sexual service and sex techniques.

My purpose with this guide is not political as such, but simply to convey useful knowledge to other sexworkers. But I think this guide might receive criticism for presenting sexwork in a too positive light.

But as I see it, the main problem for sexworkers is that many internalize a destructive notion about prostitution, and then it kind of works as a self-fulfilling prophecy and a road to misery, for some of them. And the suffering caused by shame and social stigmatization cannot be ignored either.

- In order to counter these things, I think it is important to show a different perspective, that it is possible to achieve personal agency, influence one’s environmental conditions, and work one’s way up, also within sexwork.

Although, I am well aware that this might be very difficult for many sexworkers, if they are very low on personal and social resources to start with. But one can get very far in this world on just on some positive thinking and hope alone!

I am also well aware that many sexworkers probably don’t have capacity to read and understand my texts. I keep on getting emails with “calls for help” from other sexworkers from various countries, and some of these emails are written in a very bad language, giving sings of that the senders don’t have much education or even much practice in reading and writing (at least not in English or Swedish).

That is why I also hope that some social service and public health professionals out there also might find to this guide. And that they too hopefully can pick out at least some useful knowledge from it, in perspective of working with harm reduction. Since plenty of the less fortunate sexworkers that they might come into contact with probably not are able to read this guide themselves.

So I really hope that this guide will not give so much of an impression of idealizing sexwork, that it will be completely discredited. My main purpose is to practically help other sexworkers, not to actively participate in the political controversy about sexwork.

If I get the time for it, I might also write a little about practical issues regarding how one can take good escort pictures, what to think about for handling money wisely, how to market oneself, and so on.
But it can be that it will take a while, and first come in a “second round” with blogs, in a year or so. Or it might never come to be realized, if I now shall be a bit realistic about how much time and energy I have to spend on this.

In the end of this “first round” of blogs I will also squeeze in a blog about basic safety issues (on purpose placed last in this series of blogs, since blogs are read in that order) simply because this probably still is the most important thing, regarding girls that are new to the business.
But as said, there are already other good guides out there that cover these subjects.

For those interested, I can really recommend http://saafe.info as a good source of practical information, regarding safety, marketing, client screening and so on. It is mostly written by London based escorts, so some of that information is also easier transferred to Denmark and Sweden, than many guides and books that are originating from USA escorts. (In Britain, the sexwork as such is not illegal.)

For Sweden http://workinggirlsdictionary.weebly.com/ is also a very useful website, particularly regarding how to manage paying taxes and handling discretion and personal relations. If you are completely new to sexwork, the Swedish http://sakerhetsguide.blogspot.se should also not be ignored.

Another good site is http://tradesecretsguide.blogspot.se/ . Although it is by and for American sexworkers (despite the website having .se domain). But it still has a lot of useful “tips and tricks” that are pretty universal for all sexworkers.

I can also recommend http://theinternetescortshandbook.com , and the books that Amanda Brooks has written (which you will find on that website). Amanda Brooks give many good and useful tips about marketing.
Although I think that her approach to working with emotions is too superficial and only considers the issue with putting up limits, but ignores the things about working with the very content in the emotions in the profession. And she does not give any tips on sex techniques at all.

A book I also could recommend is In Good Company: The Escort’s Guide by Kay Good (you can buy it here http://www.amazon.co.uk/In-Good-Company-Escorts-Guide/dp/1904132715 ). It is also something of a more “real escort guide”, even if it too, according to my opinion, gives too little information about sex techniques and not at all deals with the theme of one’s own sexuality in the professional practice.

I’m otherwise a bit skeptical to some other fancy books out there, that goes as escort guides. I think some of them are more written just to sell an entertaining read to civilian readers, than really being aimed at being helpful to real sexworkers, to be honest.

Anyway, I have already finished more or less ready drafts for a number of blogs, so in it’s present shape my guide has the following table of content:

Intro to the Guide
Emotions and Sexwork
To Create Feelings 1
To Create Feelings 2
To Create Feelings 3
To Create a Sexual Theme
Sexual Service
The Booking
Beginning of the Session
Professional Foreplay
Timing with Sex
End of he Session
Social Intercourse
Common Sexual Problems
Techniques with Condoms
Techniques with Oral Sex
Techniques with Intercourse
Techniques with Anal Sex
Interaction during Sex
Ways of Working
Safety and Sexwork

It might be that I will remake and change this content, if my writing keeps on going and I get more ideas plus time to write them down.


2014 March 6 - Blog år 2014

Jeg er igen i gang med at blogge. Jeg vil dog ikke oversætte den planerede omgang blogger som jeg har kompileret til dansk denne gang.
Jeg har nemlig regnet ud, at de dansker som kan tåle mine tekster, sandsynlig også uden nogle større problemer kan læse dem på engelsk eller svensk. Jeg skriver alligevel ikke så nemme tekster som det er.

Jeg kommer at publicere bloggerne på engelsk her på den danske versionen af min hjemmeside. Men vil nogen hellere læse dem på svensk, så kan man gå til http://annika-escort.com/?page=blog&lang=sv

I’ve already over a period of time compiled drafts for a guide for escorts and sexworkers, and now finally I’m about to launch it all here on my blog.
I still get a lot of emails from other girls in the business, who keep on asking me for advice about how to work. And all too seldom I have time to write back to them. Instead I hope that this guide can be useful.

I plan to post all these blogs before I next time put up my email on my website in the middle of April. Because I’m a bit worried about otherwise getting too much response. I get such a bad conscience if I ignore to answer emails but take time aside to sit and write yet more blogs. It feels so arrogant an impolite towards the people writing to me.

The problem is also that I’m pretty at writing anything short and simple. As soon as I start writing something I get a horrible focus on details and get overly inspired. So both regarding blogs and emails it tends to be a bit like “all or nothing”.

That is partly the reason behind this long silence here on the blog. I have dreaded the huge monstrosity of a job it probably might develop into, if I just once got started on it.
Plus, there are always emails to answer before that I can take time to blog, and as soon as I have answered those emails they always renew themselves with replies, in turn calling for new answers from me. And so the seasons come and go, and my blog remains silent.

To avoid to get temped to get involved in eccentric long email conversations I will try to puplish my blogs in such a rapid success as possible, so they already are done and ready once people start to notice them. My “hit and run” style of blogging.
And I want to apologize in advance for that I probably will ignore many emails with feedback.

It is anyway not the case that I really write as fast as I post my blog. No, I already have the drafts more or less finished here in my computer already, after some frenetic writing weeks here in the February that has been.
But of course, every time I read one of them through before posting it, I anyway end up sitting and changing details back and forth. So it might be that there will be a break of 1-2 weeks in the middle of it, if I after a week get second thoughts about things, and start to rewrite the latter half of the blogs.

Anyway, what will be new for my blogs here in year 2014, is that I will not bother to also translate them into Danish, but just write them in English and Swedish. I have figured that most Danes anyway can read in Swedish or English. Particularly seen to that I don’t write that easy texts as it is, so most Danes with capacity to read my lengthy texts are probably also educated enough to manage to read them in English.
And since some years now have passed since I lived in Copenhagen, my Danish feels a bit murky.

I have also thought about maybe placing this guide for escorts and sexworkers on some external blog, which is not connected to my website or my own escorting. So that people can link to what I write without risk of breaking the Swedish prostitution laws.
And maybe bigger text on a white background also would make for more comfortable reading, than what the blog here on my website provides.
But I will make certain to first get all blogs up in their final edition, so I know what I have to work with, so to speak.

I don’t know how my blogging otherwise will look like for the future to come, after this escort guide. I have had to cut down radically on my sports training here in February, due to a herniated disk in my back. That is why I got unusually much time in the evenings here at home, and I used that time to finally realize this writing project.

But as soon as my back is healed up, I count on being back at my normal routine, and I fear that my blog probably will go rather silent again.
Until I get really old and crumpled, maybe. I still don’t look my age, but I can feel that I’m getting older. I can quite literally “feel it in my bones” (or rather in my spine).

But otherwise my life is spinning on fine. I plan to keep on escorting for yet some years to come. But it will probably follow the pattern of the last years, with me only having active times for new clients during the summers and then a few weeks close to the holidays during the rest of the years.


2011 December 31 - Mandlig seksualitet

(Jeg har ikke fået hjælp med at korrigere det danske sprog i denne blog. Hvis du finder den anstrengende at læse, kan jeg anbefale at du i stedet læser den engelske eller svenske version, då jeg er langt mere bevandret i disse sprog.)

En ting frøgen H. påpegede at jeg burde skrive om, er min omtale af mandlig seksualitet som lokaliseret i den kvindelige krop, ifølge den destruktive diskurs. (Som jeg genkommende skriver om, i den højre kolumne af den skematiske sammenstilling, på side Sexologi, især i kapitel 2.)

Jeg burde måske ha skrevet om det tidligere, men jeg er næsten blevet så hjemmeblind indfør det, at jeg glemte at dette kan synes mærkeligt og måske svært at forstå, for læsere. Det er en konklusion jeg lavede for et stykke tid siden.
Det er den eneste logiske måde, jeg har fundet til at forklare en række opfattelser i samfundet, som jeg fandt mærkelige.

Man kommer tydeligst i kontakt med denne opfattelse af kropslig virkelighed i den traditionelle opfattelse af, at kvinder er ansvarlige for mandlig seksualitet. Det har været en del af vores vestlige kulturarv, og det er stadig noget meget fremtrædende i mellemøstlig kultur.

En gennemgående idé er, at kvindelig adfærd og kvindelige kroppe, kun fagter eller kropsdele der vises, på nogen måde årsager og animerer mænds seksuelle adfærd. At hvis en mand bliver ophidset af en kvindelig krop, so sker der nogen slags mærkelig symbiose, hvor hans seksualitet og hendes krop på nogen måde er et og samme ting.
Som om han oplever sin seksualitet eksternt fra sin egen krop. Det lyder psykotisk, men jeg mener, at det er den måde det forholder sig på.

Det er også det fænomen, der er bagved opkomsten av det der twitter stream ”#prata om det”, som blev så stort i Sverige sidste forår.
Det drejede sig om gråzoner for seksuelle overgreb. Sex, det var gået galt, piger der følte sig voldtaget, misbrugt eller udnyttet, ved at ikke have været i stand til at have god kommunikation om, hvorvidt de ønskede at have sex eller ej. Det handlede om fyre, der forvekslede et nej til ja. Og om piger, der havde problemer med at vide, hvis de egentlig sagde ja eller nej.

Hvordan kan folk blive så forvirret om sex?
Jeg tror, at forklaringen er en slags kulturelt induceret vrangforestilling, vedrørende hvordan fysisk kropslig virkelighed opfattes.

Og hvis du synes det lyder langt ude, ville jeg påpege, at spatial desorientering temmelig nemt sker for os mennesker:
Som når man sidder på et tog, ser et andet tog bevæge sig, og får en kropslig fornemmelse af, at ens eget tog begynder at bevæge sig, indtil man opdager, at det bare var en visuel illusion, der påvirkede ens spatiale kropsfornemmelse.
Da vores rumopfattelse ikke er så meget af et eget sans, uden et neurologisk samarbejde mellem flere andre sanser, kan den spatiale sansen med rimelig enkle midler få vrangforestillinger. (Meget enklere end at vi hallucinerer direkte med opgavespecifikke sanser som syn eller hørelse.)

Gennem vores kulturelle arv for hvordan vi forstår seksualitet, har mænd i så stor omfang projiceret sit seksuelle begær på den kvindelige krop, at de oplever sin seksuelle ophidselse som eksternt lokaliseret der, i den kvindelige krop.
Dermed så oplever de sin seksualitet og den kvindelige krop som én og samme ting, uadskillelige, og dermed antages de vilje og ønske de samme ting.

Og kvinder har også internaliseret den forestilling, at deres kroppe er ansvarlige for mandlig seksualitet, tilhører den mandlige seksualitet, til og med bærer på den mandlige seksualitet, i sådan en grad, at de har svært ved at skelne mellem, hvad de rent faktisk selv vil, og kulturelt påtvunget identifikation med det mandlige seksuelle begær af dem.

Dette kan måske i sin tur begribes i forhold til at seksualitet i oldtiden officielt kun drejede sig om befrugtning. Hvilket sker i livmoderen.
En mands seksualitet bestod dengang af hans adgang til en livmoder at befrugte. Den mandlige seksualitet fandt sted i den kvindelige livmoderen. At have seksualitet, var for en mand at have fysisk symbiose med en kvindes livmoder.
Og for en kvinde, så vær seksualitet at have en krop, der symbiotisk blev seksualiseret og brugt af manden. Officielt havde hun ingen egen seksualitet, da hun og hendes krop tilhørte den mandlige seksualitet.

Nu til tiders, er jo dette lidt ud af dato, då vi bruger kondomer og prævention, go sjældent har sex for at undfange børn. Nu har vi sex for nydelse.
Og då bliver de jo tydeligt, at mænd har deres egen seksualitet, uafhængig af kvindelige kroppe. Og at kvinder på samme måde har en egen selvstændig seksualitet, og ikke mandlig seksualitet malplaceret i deres kroppe.

Men den gamle opfattelse synes at leve videre dybt i folks sinde, i nogen grad i hvert fald. Feminister taler om at vi sexarbejdere sælger vores kroppe, og endda os selve, sammen med seksuelle handlinger.
Og klienter fra den destruktive diskurs opfør sig om de tror, at de er tvunget til at leje vores tjenester til at blive komplette som mænd med seksualitet og manddom.
Og som den der Twitter stream ”#prata om det” viste på, så har normale mennesker i samfundet tilsyneladende store kommunikationsproblemer, når det kommer til sex.

Jeg tror dog ikke, at denne spatiale desorientering, vedrørende mandlig seksualitet og kvindelige kroppe, har at gøre med at sexindustrien gør kvinder til objekter. Omvendt så tror jeg at den lever videre i samfundet gennem den romantiske forestillingen, at seksuel ophidselse forventes at skabe ”magi i luften”.
Som jeg skrev i mit blogindlæg ”Sex som religion”, så synes det som om sex har fået noget af en religiøs status i vores kultur i nutiden.
Og ligesom folk ofte får mærkelige ”fornemmelser”, når de tror at de oplever nærhed til noget guddommeligt (sandsynligvis også en spatial hallucination, den der følelsen af et Helligånd inde i brystet), så virker folk ligesom tabe sober forankring i virkeligheden, då de befinder sig i seksuelle situationer.

Men for os der arbejder indenom den positive diskursen for prostitution, er det virkelig åbenbart hvor overtroiske og latterlige disse opfattelser er, om at sex indbegreber metafysisk mandlig ejerskabsovertagelse af den kvindelige krop.
Måske fordi vi aldrig har sex med formål til befrugtning. Måske fordi at vi har så meget usentimentalt sex med så mange forskellige partners, at vi ligesom får et meget sobert slags meta-perspektiv på tingene.
Måske fordi at vi kan kommunikere meget direkte om sex, på en måde som normale mennesker i samfundet ikke synes at være i stand til.

Hvis man har god personkemi med en klient, kan man nogle gange opleve en form for somatisk overførsel (somatic transference). (Hvilket også sker almindelige ikke-sexorienterede massageterapeuter, har jeg hørt.)
Det er ligesom et ændret tilstand af bevidsthed, sandsynligvis forårsaget af hormonet oxytocin. Det er meget nydeligt, og kan også give en følelse af at miste sin egen kropsopfatning. Jeg oplever selv ofte dette, når jeg rører ved en anden persons hud i en længere tid med vis åndsnærværelse; en følelse af afslappet ekstase og en illusion af at næsten smelte sammen med min partner.
Det er sandsynligvis en evolutionært udviklet hormonkick, som hjælper os til at være sociale dyr. Så jeg ville tro, at der er en naturlig forklaring på, hvorfor mennesker synes at være særligt modtagelige for spatial desorientering, når det kommer til sex.

Men at nyde denne form for somatiske overførsel med en klient, er ikke det samme som at tro, at der sker nogen form for virkelig fysisk ”åndbesættelse” mellem den ene persons sind og den anden persons krop.
Somatisk overførsel er en intern oplevelse i det individuelle sind, hvilket ikke kan animeres eksternt af andre. Da det er en oplevelse i sindet, er det enten en enkeltes persons oplevelse, eller en sammenfaldende og samtidig oplevelse hos to (eller flere) separate personer, ligesom fænomenet med gruppesuggestion.

Man kan sige at en oplevelse eksisterer som en gemenlig gensidig social virkelighed, hvis denne oplevelse sammenfalder for begge parter samtidig. Men dette følger ikke naturlove, det følger ikke årsag-virkning regelmæssighed i den materielle virkelighed.
Det hør hjemme i virkeligheden af suggestion, heksekraft, religion og metafysik. Hvilken bare findes i den omfang man vælger at tro på at den findes.
(Som jeg også skriver om i kapitel 1 i den skematiske sammenstilling: Forårsaget og oplevet seksualitet hos sexarbejderen er et sammenfaldende fænomen, ikke noget der kan købes, fremtvinges, udvindes eller eksploiteres.)

I hvert fald, de hyggelige og normale klienterne (fra den positive diskurs) kommer til os for seksuel underholdning. De kommer til os med deres egen seksualitet, ikke for at metafysisk opleve og udvinde den fra vores kroppe.

Ganske ofte, bliver både vi og vores klienter blive seksuelt ophidset, og deler seksuel nydelse, og nogle gange oplever vi også fænomenet med somatisk overførsel som beskrevet ovenfor. Andre gange, er man som sexarbejder ikke så seksuelt involveret, uden det bliver mest som lidt gymnastik i sengen.
Men uanset hvad, så er det ligesom åbenbart, at begge parter har deres egen individuelle seksualitet. At hver person har deres egen seksualitet. Også jomfruer, hvilke jeg har mødt flere af. I den omfang de har masturberet, så har de allerede et personligt seksuelt kropsligt sprog, med individuelle måder at respondere på stimuli.

Men hvis man en gang imellem løber ind i en klient fra den destruktive diskurs, så bliver det tydeligt at nogle mænd stadig har denne slags mærkelige traditionelle opfattelse, at de er nødt til at få deres seksualitet og mandlighed udvunden fra en kvindes krop.
Denne slags stakkels mænd virker ofte føle sig ydmygede og vrede over at betale for sex. Som om de faktisk virkelig tror, at de på en eller anden måde har en mistet del af sig selve. En del af dem som er kidnappet og holdt som gidsel, der i vores kvindelige kroppe.

For en oplyst sexarbejder, er dette ligefremt latterligt i sin overtroiske opfattelse af spatial virkelighed. For os er det åbenlyst, at en mand har evne til seksualitet og maskulinitet i sig selv. Det er ikke noget han køber eller udvinder fra vores kroppe.
Fornuftige mennesker (og de er majoriteten) betaler for vores ydelser, fordi det er mere sjov at opleve seksualitet med en partner, end at opleve det gennem onani. Eller fordi at de bare vil have lidt variation fra deres hverdagslige partner.
Lidt ligesom det er hyggeligere at spise sammen, eller spille videospil sammen, end at gøre det selv, eller med nogen man allerede kender kedeligt vel. Mærkeligere end så er det ikke.

I hvert fald, at kvinder er blevet viktimiserede ved at blive betragtet som objekter for mandlig seksualitet er ingen nyhed. Men jeg tør at sige, at denne gamle traditionelle opfattelse om, at mandlig seksualitet er lokaliseret i den kvindelige krop, heller ikke er noget sjovt for mænd.
Det får dem til at føle sig fremmedgjorte fra deres egen seksualitet. Det får dem at føle at deres seksualitet er blevet stjålet fra dem. Mænd er ikke så meget undertrykkere, som selve ofre for traditionelle kulturelle strukturer.

Og problemet med de radikale feminister og de danske socialdemokrater, der ønsker at kriminalisere vores klienter for at beskytte os sexarbejdere mod seksuel eksploitering, er at de derved vedligeholder og reproducerer den ”overtroiske sociale virkelighed af traditionel seksualitet”, som jeg har beskrevet ovenfor.

Det er lige så hjernedødt som mellemøstens idé at kvinder skal dække deres ansigter for at blive beskyttet mod mænd. Så længe som de er nødt til at beskytte sig på den måde, så vedligeholder og reproducerer de også en social virkelighed, hvor åsynet af deres ansigter gør dem sårbare. Det er en beskyttelse som i sig selv skaber viktimisering.

Det er på helt lige den samme måde fuldstændig hjernedødt at feministerne ”heksejagter” os erotiske håndværkere, med beskyttelse som påtvinger os viktimisering, då vi faktisk er de mest oplyste og seksuelt emanciperede kvinder i samtiden.

2011 December 30 - Om integritet

(Jeg har ikke fået hjælp med at korrigere det danske sprog i denne blog. Hvis du finder den anstrengende at læse, kan jeg anbefale at du i stedet læser den engelske eller svenske version, då jeg er langt mere bevandret i disse sprog.)

Det hævdes ofte, at vi damer i den ældste profession mangler integritet. Jeg mener at vi bare har et anderledes værdisystem på hvad der er relevant for integritet i den erhvervsmæssige situation (kort omtalt på side Sexologi i rute 5A, 5B og 3D).
Ligesom gynækologer i deres professionelle praksis kan behandle folks intime dele på en måde som de ikke kan gøre udenom jobbet.

Sexarbejde er imidlertid ikke anerkendt professionel status i samfundet. Og ligesom promiskuøse kvinder anses for at mangle integritet, så anser man det om os.

Jeg skulle ville sige, at spørgsmålet om integritet ikke er så meget af et problem for os i jobbet, men at det bestemt kan være et problem for os i forhold til samfundet og den egne identitet.
Enten hvis man er outed som sexarbejdere, og dermed er nødt til at beskæftige sig med at andre mennesker behandler en som en person uden integritet. Eller hvis man internaliserer samfundets billede af sig selv, såsom en person uden integritet.

Til at håndtere dette, tror jeg at det er godt at starte med at definere, hvad integritet handler om. Jeg har gjort notater på det i et stykke tid, og dette er hvad jeg har fundet frem til:
Integritet er en negerende funktion, der bruges til at definere og opleve identitet.
- Identitet synes at være om bekræftende ting; ”det folk er”.
- Integritet synes at være om benægtende ting; ”det folk ikke er”.
Eller: Integritet = ”Frihed fra at være noget dårlig”.

Og bemærk her, at jeg ikke mener, at identitet gennem at være bekræftende kun handler om positive værdier. Det kan også være bekræftende af negative værdier. Men mens identitet giver at man ”er noget” (noget specifikt), handler integritet mere udelukkende om at sige at man ”ikke er dårlig” (uspecifikt).

Man kan skade sin egen identitet, hvis man gør noget, der definerer en som værende nogen man ikke ønsker at være. Og andre kan krænke ens integritet, hvis nogen med tvang kan få en til at internalisere en opfatning om at være noget man ikke ønsker at være (da taber man integritet = frihed fra at være dette dårlige).
Krænket integritet synes til at modsvare ydmygelse.

Derfor alt hjemmel og privatliv om at have integritet. I praktisk hverdagslig forstand, er det baseret på benægtelser, det er at være i stand til at holde sager og ting ikke-eksisterende og fornægtet. Både i forhold til sin egen identitet i andres øjne, og hvad angår sin egen identitet i sine egne øjne.

For mig synes det også, som om folks idé om hvad der er vigtig for integritet, i den hverdagslige forstand, er en temmelig mærkelig og vilkårlig samling skik og brug, handlinger og symboler. Men mange ting som er signifikante for integritet synes at være relaterede til kroppen, og forskellige tilsyneladende trivielle ”private” ting, som alle har, er eller gør.

Som at folk for eksempel kan opleve, at deres integritet bliver krænket, hvis nogen ser dem udføre deres fysiske behov på en toilet. Tilsyneladende føler de sig da utilpas med sig selv, fordi de er nødt til at indse og indrømme, at de har disse kropsfunktioner.
Men hvis ingen ser dem udføre sine behov på toilettet, så har de tilsyneladende det helt fint med at have disse kropslige funktioner (gennem at de då kan være i benægtelse af at have dem i forhold til sin sociale identitet).

Først troede jeg, at integritet måske kunne være at beskrive som en slags ”uskyldighed” i en barnlig betydning.
Men det er mere som at integritet er et bedragerisk givet ”uskyldighedserklæring”, carte blanche, eller en slags greb på os. En given fornægtelse af synder som egentlig aldrig er blevet begået.
Men ved at ubevidst acceptere at modtage dette fra vores sociale omgivelser, og integrere det i os, er vi også underforstået med på, at vi i grund og bund ville være dårlige og skyldige uden dette.
Og siden fungerer det som en sikkerhedsstrømbryder, som andre kan trække i, hvis de ønsker at slukke os ned. Det er en indsnegen svaghed i os, som samfundet holder os i kontrol med.

Det er derfor ydmygelse og mortifikationsprocesser (som Goffman beskrev) er så brugbare til at hjernevaske folk. Eller i det mindste, at bryde dem ned som personer, så at de ikke længere kan fungere eller genkende sig selve.
Mennesker er gennem socialisering gjort modtagelige for en sådan behandling, gennem deres internaliserede koncept for integritet, og dets formål at gøre dem socialt sårbare.
Det er endda så effektivt, at vi (som Foucault fortæller) i et vist omfang foretager berøvelse af integritet i os selv, ved at relatere til os selv som dårlige og i mangel af integritet, hvis vi ved med os selv, at vi har gjort noget samfundet fordømmer.

Integritet synes desuden at ikke bare være om ”frihed fra at være noget dårlig”. Uden det syne også at være lidt ligesom at have ”frihed til at benægte, at vores identitet er konstrueret”.
Tab af integritet virker at være, ligesom at komme til at møde et skygge-selv i jungiansk forstand (potentielt fatalt for hele persona, men holdt på afstand af fortrængningsmekanismer).

Berøvelse eller krænkelse af integritet som en socialt påtvunget tab af ”benægtelse af skygge”, betyder at vores egne psykologiske fortrængningsmekanismer ikke kan kæmpe mod skyggen, eller assimilere den med forsigtighed, da den bliver eksternt påtvunget i stor skala.
Når mennesker oplever denne form for tab af integritet, så virker de ikke kun komme til at skulle indarbejde en lille uønsket detalje af at være noget uønsket, i sin identitet. Uden det virker også at ligesom true alt hvad de er, hele strukturen af deres person.

Men på et individuelt niveau, er det ligesom dumt, fordi selvom vores identitet egentlig bare er en samling af vaner og hukommelser, så er virkeligheden i sindet også meget reel. I grund og bund, så er den descartianske devise: ”Jeg tænker altså er jeg”, alt vi er. Vi er fordi vi tænker, og hvad vi er, er hvad vi tænker at vi er.

(Det er faktisk sjovt her, hvordan den buddhistiske opfatning at ”der findes intet selv, kun jeg-er-bevidsthed, moderne behavioristisk opfattelse ”selvet er vanemæssig disposition til ekstern og intern adfærd, og Descartes, ligesom alle ender i den samme konklusion.)

I hvert fald, den eneste måde andre mennesker virkelig kan påvirke vores egen selvopfattelse af identitet og integritet, er hvis vi (bevidst eller ubevidst) gør deres syn på os til vores eget syn på os selv.

Og der findes en anderledes form for selvstændig integritet, som vi selve kan afgøre og skabe. Som jeg skrev ovenfor om at krænket integritet synes at svare til ydmygelse; det skal til en handling af internalisering for at det skal til at virke. Man kan ikke ydmyge nogen, medmindre den person selv oplever ydmygelse.

Det har altid varet et antal mennesker, ”de hårde nødder at knække”, som er i stand til at opretholde deres egen integritet. Enten hemmeligt eller i konfrontation med andre, men under alle omstændigheder har de fastholdt deres integritet indfør sig selve. (De har dog ofte gennem historien blevet kendt som gale martyrer.)

At skabe en selvstændig integritet for sig selv, er imidlertid ikke en nem opgave. Jeg er helt inde på GH Meads teori, at vi konstruerer vores identitet, og selvopfattelse, gennem interaktion med andre, og hvad de reflekterer tilbage om os.
Men efterhånden som vi vokser op, så kan vi blive mere og mere selektive med, hvilke personer vi bedømmer som relevante til at definere vores identitet i overensstemmelse med, og hvilke personer som vi kan afvise.

(Og i sidste ende tror jeg, at vi kan blive helt selvstændige. Men det fordrer selvfølgelig en første grund av tidlig social interaktion, noget i retning af en minimal platform af selv at operere fra. Og man kan tænkes komme at udvikle sig til, at blive tilsyneladende sindssyg i andres øjne gennem processen, så lidt forsigtighed kan anbefales.)

For folk, der arbejder med sex, så er det vigtige her, at være i stand til at være bevidst og selektiv om, hvem man vælger at definere som sin in-gruppe, og tillader at afgøre og påvirke ens identitet og integritet. Og at afvise synspunkterne fra samfundet i stort, gøre dem til sin ud-gruppe.

Og endnu vigtigere: Indse at ”alle andre”, den ”generaliserede andre” og ”samfundet i sin helhed”, bare er hjernespøgelser!
Som en reel individuel person, er det eneste som har betydning for en selv, andre reel, fysiske og individuelle personer, som man interagerer med på en person-til-person basis. Ikke det abstrakte begreb ”alle andre”, fordi det er en ikke-person.
Det er en spøgelse, der kun kan få fadt i dig, ved at få dig til at vende dit eget sind mod dig selv!

Som jeg har mødt på begrebet integritet, har det mest været defineret som en persons tilbøjelighed til at handle retskaffent. Dette er konsistent med mit socialinteraktionistiske ræsonnement i en deterministisk forståelse, hvis man læser det som:
Folk, der har social identitet, som får dem til at tro, at de er gode (har integritet = frihed fra at være dårlige), opfører sig også godt. Men hvis folk tror om sig selve, at de er dårlige (savner integritet = er dårlige), opfører de sig også vanligvis dårligt.
Ligesom børn gennem selvrealiserende forventninger opfører sig slemt, hvis man fortæller dem at de er slemme, og opfører sig godt, hvis de får at vide, at de er gode.

Det er derfor, man som sexarbejder kan komme ud for, at mennesker kan tro om en, at man er tilbøjelig til alle mulige slags lumske og onde handlinger, hvis de ved, ad man afviger fra den seksuelle normen, ved at have sex for penge, og dermed er socialt defineret som at savne integritet.
Hvilket er ret pjattet, set til at hvad man gør for harmløs pengeindbringende seksuelt sjov med andre samtykkende voksne, med absolut ingen logik giver, at man på nogen måde ville være til at gøre noget skadeligt i en utilitaristisk eller konsekvensetisk henseende.

Af praktiske grunde kan det dog være fornuftig for de fleste damer i det ældste erhverv, at leve strikte doppeltliv, og sikre sig mod at blive outed.
Hvis man har børn, så kan de blive mobbet, ens forældre kan blive sociale pariaer, og man kan helt sikkert finde sine karrieremuligheder begrænset (men der er altid nicher, med mere tolerante og frit tænkende mennesker).

Men hvad jeg har opdaget plager mange piger i denne branche, er ikke så meget en realistisk frygt for at på en eller anden måde blive outed. Uden en urealistisk frygt, som egentlig kun handler om, at dele af deres egne sind forsøger selvpåtvinge dem social skam.
Jeg har også mødt unge kolleger som virker at have problemer med en splittet opfatning af virkeligheden: Den ene dag er de lykkelige og rebelske outsiders, næste dag så føler de sig skamfulde og bange indfør hvilke de selve er.
Selvom de gennem deres sexarbejde virkelig ikke har lavet noget uetisk, intet som på nogen måde har skadet nogen.

Jeg håber, at den slags ræsonnement, jeg har fremlagt her oven, måske kan være til hjælp for nogle af jer, hvad angår at bedre forstå hvordan man kan håndtere sådanne problemer, ved at blive i stand til at skabe social modstand. Personligt socialt modstand gennem at styrke sin egen opfatning af selvstændig integritet, gennem intellektuel bevidsthed.

2011 December 29 - Udover sex og penge

(Jeg har ikke fået hjælp med at korrigere det danske sprog i denne blog. Hvis du finder den anstrengende at læse, kan jeg anbefale at du i stedet læser den engelske eller svenske version, då jeg er langt mere bevandret i disse sprog.)

En stor fordel med min escorting, er at jeg kommer til at mødes med mennesker, jeg ellers aldrig ville være kommet i kontakt med. Og i en intim sammenhæng, hvor jeg personligt kommer meget tættere på mennesker, end man ellers nogensinde kunne komme med fremmende.

Jeg kommer til at høre historier, betroelser og indsigter fra folks liv, som de i ingen anden situation ville have fortalt en relativt nyligt mødt fremmende. Og måske ikke for deres nære og kære heller. I nogle tilfælde især ikke for de nære mennesker.
Selve sammenhænget er også unikt, med at der ikke findes nogen klart given kontekst for hvad man skal snakke om. Og fysisk intimitet har en evne til at få folk til at slappe af og komme i tættere kontakt med sig selve, det åbner nemt op for introspektion go dybere spørgsmål om livet og meningen med det hele.

Anonymiteten er også en stor ting. Det er ikke behov til skuespil, at holde facader op og spille sociale spil. Der er ingen fælles bekendte at bekymre sig om.
Og i modsætning til en psykolog eller en præst, har jeg heller ikke anerkendt terapeutisk stilling, så der er ingen grund til at frygte bedømmelse af mig, eller at behøve arbejde rundt sådan frygt. Normalt opstår der tillid og et godt flow af personlig kontakt på en meget umiddelbar måde.

Jeg møder folk fra forskellige lande, forskellige baggrunde i uddannelse og profession, forskellige aldre og så videre. Og jeg får en meget vildvoksen blanding af glimte fra meget forskellige associationsprocesser i form af måder at tænke og føle. Det er ikke bare, at jeg møder mennesker med forskellige erfaringer og viden, men også mennesker med forskellige måder at associere indenom den viden de har.

Og jo flere penge de tjener der ude i verden, jo mere veltrænede og velfyldte organer plejer de også at have mellem deres ører. Så det er virkelig en dejlig dobbeltfangst at få dem til at betale lidt for at mødes med mig, og have en to timers minimum for en date.

Det er rimeligt unikt, at komme til at samtale på den måde med så forskellige mennesker. Normalt mødes folk mest med andre som er meget lige dem selve. Samme alder, samme interesser, samme baggrund, samme uddannelse eller job.
Det er normalt lighederne som trækker folk til hinanden. Også på større steder, så opretter folk undergrupper baseret på deres personlige ligheder. Og siden holder de sig til sine lignende bekendtskaber, og bliver endnu mere ens.
Det er lidt stagneret på en måde, men jeg tror, at det er funktionelt. Det får sandsynligvis folk til at blive harmoniske, smidige og veltilpassede i de områder, hvor de hører hjemme. Men for mig synes det til at være ret begrænset.

Men hvis der er en bagside med min escortrelaterede indsamling af information, så vil jeg sige, at det er fragmenteringen af det. Det er rimeligt postmodern på en måde. Som at bladre mellem forskellige mediekanaler, hvor et separat subunivers hersker i hver af dem. Selvfølgelig er der fælles grund her og der, men jeg har ikke rigtig noget sted hvor jeg kan integrere det hele, eller bruge det til noget, undtaget i min private lille verden.
De fleste har nogen form for forbunden netværksstruktur i deres sociale liv. Mit liv er mere som en spredt ud vifte, med mig i midten af adskilte og isolerede tråde.

Men jeg har i hvert fald altid været lidt af en enspænder. Hvis noget, så har mit liv som escortpige gjort mig til en enspænder med en meget rigere verden. Nu er den ikke bare fyldt med bøger, uden med virkelige og levende mennesker. Hvilket alligevel må siges vare et stort skridt fremad, vil jeg vove at sige.

Jeg har gennem mit liv altid haft det lidt svært ved at blive venner med andre piger. Som en tænker og søgende person, har jeg altid haft min lille vane med at ville gøre enhver konversation til en meningsfuld diskussion, der kunne føre til nogen slags pointe (diskutere i en dialektisk og deduktiv proces til at finde frem til nye indsigter og ideer.)

Men de fleste piger diskuterer overhovedtaget ikke, de bare konverserer gennem at ydre usammenhængende udsagn, som de forventer, at andre piger passivt skal lytte til, og muligvis ekkoe tilbage. Og så skifter de roller frem og tilbage, hvad angår at fortælle og lytte.
Men normale piger er ikke interesserede i at komme til nogen point, lære noget nyt eller komme til nogen egentlig konklusion. Uden de synes at fortrække at mest bevæge sig lidt løst rundt i cirkler. Og de synes altid at fortrække at snakke om situationsspecifikke ting, specifikt sladder om specifikke personer, de er ikke interesserede i at finde større strukturer eller mønstre i livet.

Og mange piger tror, at man har til intention at kritisere dem eller prøve at spille smart, hvis man på nogen måde prøver at faktisk give dem, hvad man tror er meningsfuld feedback. Hvis man ligesom prøver at udvikle hvad de lige har sagt, giver sin egen input på det, eller prøver at lave en konklusion af nogen slags.
Det tog mig et stykke tid at blive klog på koden og strukturen af den typisk kvindelige konversation, men nu kan jeg spille med, hvis jeg bare fokuserer på det. Men det er frygteligt kedeligt og intetsigende det meste af tiden. Og det får mig at føle mig meget mere tom og alene indeni, end hvis jeg faktisk er alene med mig selv.

Som man måske kan til at regne ud fra ovenstående, er mine tankeprocesser mere lige med den gennemsnitlige mandens end den gennemsnitlige kvindens. Jeg tror at dette er noget som har haft en stor indflydelse på mit liv. Det er formentlig også en årsag til at jeg kan holde i gang som escortpige år efter år, og være lykkelig med det.
Jeg tænker rigtigt meget som en mand, så jeg forstår mænd, og har ikke rigtig alt det der irrationelle og følsomme pjat indeni som de fleste piger synes til at have.

I hvert fald, jeg har altid haft det nemmere ved at blive venner med fyre, men naturligvis er det sådan, at de fleste intelligente og intuitive fyre med virkelig interessante sind, er alienerede outsiders. Alienation synes til at vare selve den grobund, der får folk til at tænke og søge.
Men som sådanne, så har de fyre det normalt svært at finde piger, i og med at de betragtes som socialt lavstatus ved at være tænkende outsiders. (Og piger i regel retter seksuel tiltrækning efter social status.)
Så hvor jeg ser en beslægtet sjæl, ser de for det meste en soulmate. Og da jeg aldrig har været i stand til at elske tilbage på den der romantiske måde, ender det oftest med knust hjerte for begge parter.

Jeg tror også, at mandlig eksistentiel ensomhed altid er værre end kvindelig sådan. Jeg tror piger instinktivt ved, at det er nemt for dem at reproducere sig seksuelt.
Og det er også hvad mange fremmedgjorde unge piger gør, de får børn tidligt i livet, og umiddelbart en identitet som ”mor til x og y”. Selvom de er store tabere, uddannelsesmæssig og professionelt, så kan de stadig alligevel bære den der samfundsmæssige helligeglorie som mor til børn, og få personlig tilhør og respekt.
Alle ensomme piger går naturligvis ikke den vej, men de ved ligesom at de kan, så de er aldrig helt ufrivilligt alene i verden.

For unge fyre derimod, er verden et meget hårdere sted. Men er disponible i øjnene af samfundet. De er mindre beskyttede, hårdere behandlet, og barskt bedømte i personlig værdi udefra sine præstationer. Og de er nødt til at finde en anden at reproducere sig seksuelt igennem.
Alienation og ensomhed er derfor en lang tungere byrde for dem at bære.
De ved instinktivt, at ensomhed er potentielt dødbringende for dem, socialt som reproduktivt. Så at finde en kæreste gives af dem ofte en status af at være den store frelsen. Det får dimensionen af at være løsningen på alting; identitet, socialt tilhør, følelsesmæssig tilfredsstillelse, evigt liv for deres gener.

Som en pige, er det næsten umuligt at blive venner med en ensom fyr. Det er ligesom en rig og velnæret person ville forsøge at blive venner med en fattig og sultende. De vil aldrig holde op med at håbe på det symbiotiske kærlighedstinget og hungre efter det, selv hvis de gør alt for at undertrykke og skjule det.
Det er så meget i vejen, de kan aldrig se mig klart adskilt fra min kvindelige potentiale, den vil altid forstyrre udsynet, og torturere dem.

Og det er ligesom smertefuldt også for mig. Det medfør altid en uudtalt skyld over at jeg ikke er i stand til at elske tilbage. Det er en tab-tab situation. Hvis jeg prøver, og så faker kærlig adfærd, så gør jeg forkert imod mig selv, og kommer til at såre fyren i den sidste ende, når jeg ikke klarer at holde i gang i det lange løb. Og hvis jeg ikke prøver, så er jeg en dårlig person, fordi at jeg ikke engang giver ham en chance.

Jeg har dog ikke noget problem med mænd der kun ser mig som en attraktiv krop, det er så upersonlig, at jeg ikke føler mig personlig påvirket. Rendyrket seksuel objektivering, kan jeg vælge at tjene penge på, eller ignorere. Eller bare lege med, nyde af for den fysiske glæde jeg selv kan få. Som en kort tids illusion af lyst og leg, uden skyld eller ansvar forbundet med det.
Hilst i kombination med at tjene penge på det dog, da penge nu faktisk er noget meget godt at have i denne verden.

Men følelsesmæssig objektivering, det er noget langt mere smertefuldt. Det er at blive set for hvem jeg virkelig er som person, i det mindste delvist, men så blive ønsket for en rolle.
En rolle, der skal leve op til visse faststillede sociale behov og funktioner. En rolle, der skal få mig motiveret til at tænke, føle og agere på bestemte måder. En rolle som jeg ikke kan identificere mig selv med. Kærestesrollen er ligefrem ulækker, den får mig at føle mig som så meget mindre end en virkelig person.

Min redning her, har atter været den ældste profession. Her har jeg fundet andre anderledes og atypiske piger som mig. Kvinder der kan tænke, ræsonnere og diskutere på mandlig måde, og nogle af dem er blevet mine medpassagerer i min søgen.
Og mændene? Her er faktisk fragmenteringen min redning. Møderne er afkoblet og isoleret fra den normale liv. Det holder den der kærlighedstilknytning væk. Og det faktum, at de også betaler, naturligvis. Det er en professionel situation, trods alt.

Men så sker det, som et bær på toppen af kagen, at jeg tit som tæt kommer i hyggesnak om det ene eller det andet, der i begyndelsen elle slutningen af mødet. Og pludselig, så får jeg en klient med noget virkelig interessant at sige, eller ligesom bare noget uventet og fra et helt anderledes neksus af idéer og associationer.
Noget som jeg kan tage hjem, som et gran af guld fundet i livets flod, og skrive ind i en af mine notathæfter.

2011 December 25 - Betalsex som seksualitet?

Kan professionelt udøvet sex være en seksuel fetich? Helt sikkert. Men kan det også defineres som en specifik form for seksualitet? I første omgang tror jeg de fleste mennesker spontant ville sige nej.

På grund af den måde, hvorpå vi skelner mellem arbejde og fritd, og mellem det professionelle og private. Professionelt arbejde ses som et middel til at nå andre mål, imens privat rekreation ses som et mål i sig selv. Og i med at seksualitet er defineret som en privat rekreation, ses det ikke som muligt at kombinere sex med professionelt arbejde.

Hvorvidt denne skelnen mellem det professionelle og det private virkeligt holder, kan man dog sætte at stort spørgsmålstegn ved. Især hvis man ser denne skelnen på baggrund af “mindfulness”, og ideen om at integrere sig selv med alt hvad man laver.
Det man gør professionelt, skal helst ikke blot være et middel til at tjene penge, men også en måde at leve, vokse og udtrykke sig på som individ, gennem sit professionelle arbejde.

At noget er et middel til noget andet, udelukker det heller ikke fra, at det kunne være et midlertidigt mål i sig selv. De fleste af de mål vi stræber efter, er alligevel kun midlertidige når de er nået, set i lyset af vores menneskelige dødelighed og vores konstante, rastløse stræben efter mere i vores liv.

Og når det kommer til den private sfære, ja, så handler denne private sfære ikke så meget om rekreation, som om konstant reproduktion af hjemmesfærens ressourcer og værdier.
Ud over det praktiske arbejde i hjemmet, vil der altid være behov for bevidst at investere i social tid, og følelsesmæssig energi i at nære og pleje sine forhold. Ligeså er der behov for at gå på kompromis, og for tanker om at give-og-tage.

I hvert fald hvis man vil have lykkelige og kærlige forhold. Det er ikke sådan at man bare ”er i et forhold”, men at man ”faktisk gør forholdet” til det det er. Mennesker er som planter, de har brug for pleje, hvis de skal være lykkelige og sunde.

Hvad er så egentlig forskellen på et godt seksuelt forhold og et godt job? Eller på sfæren af det private/rekreative/reproduktive og sfæren af det offentlige/arbejdende/kommercielle i vores liv?
Opdelingen af, at én ting er at ”være”, og en anden er at ”gøre”, som enten ”leve” eller ”arbejde”, som om de var modsætninger, er åbenbart ikke en given sandhed om den menneskelige eksistens. (Ikke hvis vi skal leve lykkeligt i hvert fald, men at være fremmedgjort for sit arbejdes kreative kraft, i eksistentialistisk, marxistisk forstand, er sandsynligvis tilfældet for mange mennesker, der ikke kan lide deres arbejde.)

Nogle gange, når jeg er i det kyniske hjørne, vil jeg sige, at forskellen på at være en betalt date og en kæreste, er som forskellen på lønarbejde og livegent slaveri.
Som en betalt date har man regulerede arbejdstider, kan åbent og ærligt forhandle om hvad man involverer sig i (og mere end det, man kan sågar stipulere og definere situationen), og man bliver betalt for det man gør.
Som kæreste er man på arbejde hele tiden, man kan ikke forhandle de underforståede forventninger til hvordan man er en ”god kæreste”, og man føler sig nemt forpligtet til at give mere af sin tid og energi, end man synes det er værd, i forhold til det man selv får ud af forholdet.

Nu tror du måske at dette kun handler om, at nogle skøre piger som mig ikke er gode til at ”sætte grænser for sig selv”, eller ”har problemer med tillid”, eller måske har ”frygt for intimitet”?

Men jeg tør godt sige, at så enkel er forklaringen ikke, hverken når det gælder mig selv eller en meget stor del af mine kolleger. Sagen er den, at vi simpelthen ikke passer ind i de kulturelt givne kønsroller. Og det er så fremmedartet for folk der passer ind i de roller, at vi altid bliver fejlfortolkede som psykologisk fejlbehæftede.

For at tage mig selv som eksempel, vil jeg nedenfor beskrive hvad jeg ender i, hvis jeg forsøger mig med private, seksuelle forhold:
1 – Jeg kommer til at såre og skuffe min partner, fordi jeg ikke har nok personlig interesse og tid, og ikke gengælder hans/hendes følelser – og jeg føler mig ked af det, dårlig og skyldig over det.
2 – Jeg bliver fordømt og mistroet som en unaturlig og hjerteløs kvinde, fordi jeg ikke er tilstrækkeligt kærlig og engageret – og føler mig misforstået og fremmed.
3 – Jeg udsættes for flirtende/kurtiserende “mind games” og emotionelle manipulationer (med det formål psykologisk at tvinge mig til at elske alligevel, eller at straffe mig fordi jeg ikke elsker) – og jeg bliver såret og krænket ved at blive dårligt behandlet, og ved ikke at blive set og taget alvorligt, som den jeg virkeligt er.
4 – Jeg bliver foragtet som gratisluder, for at være seksuelt villig uden at være forelsket – og bliver følelsesmæssigt såret over at blive foragtet og respektløs behandlet.

Ingen af de 4 ovenstående scenarier er rare at komme ud for. (Og de er faktisk ofte kombinerede, nogle gange er det lidt af dem alle i samme situation.) I mit normale liv for tiden flygter jeg faktisk fra enhver situation, der muligvis kunne føre til flirt på nogen måde.

Men selv om min evne til passion og kærlighed rettes mod mine hobbyprojekter og ideer, og ikke mod mennesker i kød og blod, er jeg ikke tilbøjelig til at leve i cølibat.
Selv om mit sexliv er prioriteret som nr 5 i mit liv (efter 1: kreative projekter, 2: sportstræning, 3: mine kæledyr, 4: studier) er det stadig vigtigt.
Lidt ligesom at spise og sove godt, noget der gør, at resten af mit liv flyder og fungerer. Jeg kan komme i meget dårligt humør, hvis jeg ikke har fået sex et stykke tid. Så der skal helst være lidt sex en gang om ugen i hvert fald.

Onani er ikke nok, jeg har brug for berøring og fornemmelsen af en andens krop. Fysisk har jeg behov for at røre ved et andet menneskes hud, for at genoplade mine hormonelle systemer. Og psykisk har jeg brug for glæden ved at være i stand til at give nydelse til en anden, og få den der følelse af kontakt og nærhed.

Man skulle måske tro, at det burde være let nok for mig, for en ung kvinde med mit udseende, og som den lykkelige, promiskuøse pige alle liderlige fyre drømmer om. Men jeg kan faktisk sige, at sådan fungerer det bare ikke i det virkelige liv. Jeg ender altid i et eller flere af de 4 scenarier jeg beskrev tidligere. (Og jeg kan virkeligt ikke lide støjende diskoteker eller lignende steder, og heller ikke at have sex med mennesker på druk.)

At aftale særlige overenskomster og betingelser for et seksuelt forhold, kan nogle gange fungere til at begynde med, men meget snart begynder underforståede forventninger og fordomsfulde krav og værdier at snige sig ind og give problemer. Man kan til en vis grad skabe og forhandle personlig interaktion på grundlag af en åben dialog og fornuft, men ikke hele komplekset af et forhold.

Og man kan ikke bare undgå forholdet, fordi mennesker er ubevidst programmeret med kulturelt indlærte følelsesmæssige forventninger til hvilken kønstypisk ”relationel koreografi”, man antages at have med en partner.
Ligesådan programmeret til hvilken rollemodel man forventes at identificere sig med, og begynde at føle og tænke som. Og hvilken rollemodel den anden part automatisk forventes at identificere sig med, og begynde at føle og tænke i overensstemmelse med.

Uanset hvad man med åben dialog har aftalt fra starten, vil folk automatisk antage, at der er en dybere, følelsesmæssig virkelighed, der foregår under overfladen af det man har aftalt. En dybere følelsesmæssig realitet, der antages at følge de forventede kønsroller.
Og at der er et flirtende/kurtiserende spil i gang, hvor man ikke kan sige hvad man mener, og ikke mener det man siger.

Kan man nogensinde, som et enkelt individ, undslippe de etablerede kønsroller af identitet og adfærd, for hvordan man skal tænke og føle?
Den eneste måde jeg har fundet er, at flytte ”hele det fordømte skrummel”, forholdet, til en professionel situation. Da, endelig, har man noget forståeligt at erstatte den forventede normalitet med.

I situationen med betalingssex er det, på grund af dens kommercielle karakter, lykkedes at vedtage den samme semipersonlige måde at interagere på, som er det der er den sædvanlige norm i andre serviceerhverv.  Så det er bare om at opføre sig som hos frisøren, tandlægen eller hos bankrådgiveren – på den der høflige, venlige og hyggesnakkende måde.
Erotisk håndværk er i sin natur vistnok lidt mere nært på og personligt, når man så at sige er i gang med det, men forholdet i sig selv er ikke mere kompliceret end i de foregående eksempler.

Professionel sex er fri for al følelsesmæssigt drama, eftersom det har forladt den private sfære og er flyttet ind i den professionelle. (Og jer der har læst Levi-Strauss og Rubin forstår, at det jeg antyder her er, at gennem at forlade den private, kvindelige sfære af hjemmet, kan man også forlade den kvindelige kønsrolle.)

For en ung kvinde som mig, der ikke passer ind i traditionel kvindelig identitet, er det simpelthen den eneste måde at undslippe det der ellers underforstået ville forventes af mig. Her til sidst er det okay, at jeg bare er mig selv, som den person jeg er. Her til sidst er kommunikationen fuldstændigt direkte og ærlig.

Jeg bliver ikke anklaget for at jeg ikke er kærlig og engageret nok, eftersom jeg som professionel sexarbejder ikke forventes at elske og engagere mig på et dybere plan (men kun så længe mødet varer).
Jeg bliver endelig taget alvorligt, folk har tillid til at jeg ”siger hvad jeg mener og mener hvad jeg siger”. I stedet for at det automatisk antages, at jeg følger en form for kærlighedsspil med dobbelte budskaber, og en dybere, følelsesmæssig virkelighed i overensstemmelse med normal kvindelige kønsrolle.
Og fordi jeg tager penge for mine tjenester, får jeg meget mere personlig respekt af mine partnere, end jeg ville have haft, hvis jeg ikke tog penge for det, men været gratis promiskuøs.

Begge parter kender formålet, er klare over hvad der skal ske (ellers kan det åbent og direkte kommunikeres), og kender varigheden i tid. Pænt og nydeligt, fuldstændigt afslappet og velsignet ukompliceret.

Det er netop dette der gør den ældste profession til det den er – det faktum, at det er en seksuel praktik, der helt har forladt den private sfære. Samme faktum der ellers får de fleste til at sige, at prostitution ikke kan være en form for seksualitet i sig selv, netop fordi det er professionelt, og tillige kommercielt, og ikke en privat og rekreativ aktivitet.

Men netop denne overgang fra det private til det professionelle, er ligesom selve den ting der er ”kinket” ved det! Essensen i det, som gør det så unikt!
Det ville aldrig være muligt at få det samme emotionelle og relationelle forhold i et rollespil, eller at arrangere det ”sikkert og stabilt”, undtagen som en forretningsaftale. Ikke på en holdbar måde.

Selve det faktum, at det er en professionel og kommerciel service, skaber en situation med meget specifikke, interpersonelle forhold, som det bare ikke er muligt at erstatte eller bytte med en eller anden type fantasisituation i et privat miljø.

Konklusionen er, at i den ustrækning man overhovedet kan kategorisere typer af seksualitet, ud over den normale opdeling af køn for seksuel præference, må betalingssex ganske bestemt defineres som en form for seksualitet.

2011 December 23 - Om grænser

En ting jeg for nylig har drøftet med en e-mailven, som jeg vælger at kalde frøken H. (da hun sandsynligvis vil dukke op her i bloggen igen), er dette med at sætte personlige grænser i forhold.
Frøken H. er en tidligere escortpige, som nu har en kæreste. Og den store familiefest julen er på vej . . .

Vores diskussioner via email, og mine forsøg at give råd til frøken H., satte gang i en del gammelt materiale i mig selv om disse spørgsmål. Og de har delvist ført mig til at fokusere lidt mere på temaer om forhold, her i denne og de næste par blogs.

Temaet om personlige grænser er ofte dukket op i diskussionen om at arbejde med sex. Eller rettere, i gårsdagens diskussion om at arbejde med sex, vil jeg vove at påstå. Men der er også en forskel i diskurs, som jeg kommer ind på i den skematiske opstilling på siden Sexologi, specielt i rute 5D.

Jeg får stadig emails fra fyre, der hovedsageligt spørger om mine ”grænser”. Hvilket forekommer mig lidt som en noget bagvendt tilgang. Er det ikke det jeg gør, der har interesse, mere end det jeg ikke vil have gjort ved mig?
Dette om grænser, spørges der primært om i de mindre velskrevne emails, med pornografisk præget sprog og mange stavefejl, og jeg plejer ikke at gide besvare dem.

Nu for tiden drejer erhvervet sig mere om at fokusere på at præsentere et færdigt koncept for hvad man vil gøre. Og derefter simpelthen at tiltrække den slags klientel, som godt kan lide det man selv kan lide at tilbyde.
For klienterne er markedet mere ”take it or leave it”, som en slags totaloplevelse. Eller rettere – at finde en der tilbyder præcist det man er ude efter, i stedet for bare tilfældigt at tage en anonym udøver, og derefter improvisere efter en samling opsatte grænser.

Jeg tror der er en udvikling, der delvist har at gøre med internettet; det har givet udøvere bedre muligheder for at definere hvad man laver, og hvem man er. Ikke kun i forhold til klienterne, men også i forhold til sig selv. Og mere bevidst sigte på den type klienter, man ønsker at tiltrække. I stedet for bare anonymt at give sig ud på noget mere eller mindre udefineret, og derefter opsætte diverse grænser i situationen.

Mentalt er det dog en temmelig stor ting. Traditionelt, i det almindelige samfund, virker det ellers som om, at dette med passivt at sætte grænser er den typisk kvindelige måde, når det kommer til sex og forhold. Hvorimod den mandlige indstilling er at tage initiativet.

Men hvis man arbejder som erotisk håndværker på et lidt bedre niveau, vil dette med at tage initiativer, og at have magten til at definere situationen, for det meste komme meget naturligt.
Udøveren er trods alt den professionelle, med identitet som ekspert og fast tilhørsforhold på den kommercielle sex-scene. Mens klienten er civilisten, med en identitet der kun lejlighedsvist eller forbigående hører hjemme der.
(Hvilket også er vigtige temaer i sektionerne 3, 4 og 6 i den skematiske sammenstilling på siden Sexologi.)

For udøvere er det også simpelthen smart at forlade konceptet med at fokusere på ”grænser”, og i stedet fokusere på at tage initiativer, og aktivt definere hvad situationen skal indeholde. Man har det meget bedre, både professionelt og personligt, hvis man fokuserer på aktivt at skabe en oplevelse, man selv godt kan lide at være en del af, end hvis man bare sætter nogle grænser op, og derefter passivt overlader situationen til klienten.
Og klienter kan normalt lide at man tager sig af dem, det er ligesom en del af selve pointen med at gå til en professionel. Denne virksomhed er trods alt en del af underholdningsindustrien.

Men i ”virkeligheden” udenfor denne branche, synes det at være sådan, at skæbnen for kvinder normalt er, at de er dømt til defensivt at sætte grænser, i stedet for at være i stand til at tage initiativ og aktivt definere situationer og forhold.
Men måske er det endnu værre for mænd, da de, hvad enten de kan lide det eller ej, må bære det primære ansvar for alt. Og hvis en situation ikke bliver god, så er det manden der bliver bedømt som enten inkompetent eller moralsk dårlig. I modsætning til kvinder kan mænd heller ikke klage over situationen, da de automatisk bliver betragtet som at de er i en mere fordelagtig magtposition.

Der findes strukturelle, sociale og kulturelle forventninger til de roller man skal spille for at være kærester. Ligesom en slags fælles platform for hvordan man bygger et forhold. Og man kan ikke så godt bygge en ny platform i starten af forholdet, fordi den ligger alt for dybt præget i det underbevidste.

Det ville formentlig også være meget vanskeligt at bygge den helt fra bunden, da der simpelthen ville være for meget information at håndtere. Det ville ikke nok med kompatibel kode imellem to separate individer, der skal til at blive en fungerende enhed. Det ville mere være, som at man skulle til at skabe en helt ny kodebase, i stedet for at tage en færdig platform og skabe et program fra den.

Men når det drejer sig om min ven frøken H., er hendes problemer med grænser ikke om soveværelset, som I måske kan regne ud, men om dagligdags problemer, uden for soveværelset. Om at få sin egen tid, og om hvordan man håndterer ”normale forventninger” fra kærestens familie. Om ikke at kunne være sig selv, hvis hun skal passe ind.

Min mening er, at hun sandsynligvis har den forkerte holdning. At hun tænker for meget i overensstemmelse med traditionel kvindelighed, med fokus på at sætte grænser.
Faktisk tror jeg, at hendes tidligere escortliv ville kunne hjælpe hende, hvis hun bare kunne implementere det på en eller anden måde. Hun må prøve på at tage initiativet og føre an i sit forhold, og aktivt omdefinere de underforståede koncepter for ”normalitet”. Ligesom infiltrere og omprogrammere, i stedet for at lade sig selv blive omskrevet til en anden person.

I lighed med det grundlægende sexarbejdertrick med initiativ: At tage føringen og holde klienten beskæftiget med hvad man selv godt kan lide, i stedet for passivt at vente på hans initiativer, og en gang imellem sige nej til nogle af dem. Hvis man ikke kan lide det han synes at være i gang med at gøre, styrer man ham over til noget man selv kan lide i stedet.

Måske kunne dette overføres til følelsesmæssige situationer i hverdagen. Hvilket er meget sværere, ville jeg tro, da dagligdags samvær formentlig er svært at nedbryde og analysere som enkelte handlinger, der kan laves om eller udskiftes.
Men kunne det lade sig gøre, kunne samme princip bruges:  At erstatte det man ikke kan lide, igennem aktivt at foreslå noget man kan lide. På grundlag af, at det man har som erstatning er noget den anden part også kan lide.

Hvilket er meget nemt når det kommer til sex, da det meste af det man kan foreslå er ting som også kan nydes af partneren (og i øvrigt, elsker mænd virkeligt at tilfredsstille deres partner, når det kommer til sex). Men som jeg sagde, dagligdags interaktion i det almindelige liv er formentlig ikke så nemt og konkret som seksuel interaktion er.
Og som en kunstnerinde af det ældste erhverv, er man automatisk i en position af magt, som man har erhvervet fra et professionelt tilhørsforhold. Det har man jo ikke som en almindelig civil, ung pige.

Men denne diskussion gav mig også en anden indsigt vedrørende den almindeligt udbredte fordom om, at piger der arbejder med sex, skulle have en beskadiget sans for integritet, eller problemer med at oprette personlige grænser.

Jeg tror snarere det drejer sig om, at nogle piger, der er tiltrukket af arbejdet med sex, simpelthen er mere individualiserede end de fleste. Det giver dem en anderledes tilgang til dette med integritet. Det betyder ikke, at de er beskadigede på nogen måde, bare at de er anderledes og har en anden indstilling til verden. Om noget ville jeg vove at sige, at de er mere emanciperete end de fleste.

For nogle piger, behøver dette at gå i seng med fuldstændigt fremmede, ikke at være et spørgsmål om integritet, hvorimod at leve op til visse af de såkaldt normale forventninger til hvordan man er en god kæreste, godt kan være det.  Og andre piger kan klare begge dele, eller gå fra det ene til det andet.

Hvad angår mig selv, har jeg lige købt en ny madras til min 90 cm enkeltseng. Med 5 års garanti, men forhåbninger om 10 års brug. Så jeg kommer ikke til at løbe nogen risiko med at blive kæreste med nogen, men bliver ved med at lade mit individuelle jeg vokse lige som det behager.

2011 December 22 - Pen til papiret igen

Det er næsten på dato et halvt år siden jeg sidst bloggede. Jeg blev aldrig klar til flere af de indlæg jeg havde lavet udkast til, og mens jeg har været væk, har jeg både spundet på nye ideer, og skrevet meget, der ikke er relateret til mit liv som Annika.

Men jeg tror stadig, at denne blog kan være vigtig. Selvom mit liv som Annika ofte føles som et blindt sidespor, eller endda som en meget tidkrævende eskapisme.
Det har altid været noget af en kompensation for det jeg ikke tør være, og det jeg ikke tør gøre i min hverdag. Eller rettere, for det der ikke er plads til eller accept af i den almindelige verden. Og med tiden tror jeg, at jeg er blevet afhængig af det, på bekostning af at jeg ikke udvikler mig i andre dele af livet.

Men tidligere på foråret i år, havde jeg noget i retning af en åndelig indsigt, om det som måske kunne være den dybere mening med min eksistens: At finde og udvikle nye perspektiver på diverse ideer.
Jeg har faktisk haft denne indsigt et par år nu, men i foråret havde jeg yderligere den indsigt, at der måske kunne være noget godt og meningsfuldt ved at formidle mine ideer mere offentligt, i stedet for kun at holde mine tanker for mig selv. At det måske kunne være noget i retning af en højere kaldelse.

Jeg er i bund og grund ateist, men forstår, at vi mennesker synes at have en medfødt trang til mening, religion og en eller anden form får åndelighed i os. Ligesom alle mennesker har en medfødt sans for æstetik, humor og kærlighed.
Hvis man kan kalde mig for noget, tror jeg at man kunne kalde mig for en solipsistisk religiøs person. Sådan at forstå, at jeg ikke tror på nogle højere magter, guder, sjæl eller ”mening med det hele”, udover hvad der findes i vores menneskelige sanser. Ingen eksterne åndelige kræfter, så at sige. Men dog interne sådanne, ligesom sans for æstetik, humor og kærlighed.

Jeg kom til denne konklusion gennem spørgsmålet ”hvem skabte så Gud”? Hvis man har brug for en guddom til at forklare, hvorfor noget kan være, og hvorfor tingene er som de er, så må man også spørge hvad der først indsatte denne guddommelige eksistens, og hvorfor den er som den er. Og hvad der videre skabte dette, og så videre ad infinitum.
Så er det lige så godt bare at acceptere verden som den er; den fysiske virkelighed i sig selv er uransagelig for menneskers sind. I stedet for at lave et koncept om guddommelighed, og dernæst kalde den uudgrundelig og udenfor menneskelig forståelse. (At gøre det sidstnævnte er jo kun at skubbe problemet et skridt, ikke at løse det.)
Og det som er indenfor vores menneskelige fatteevne og forståelse, er et produkt af vores særlige menneskelige perspektiv på den fysiske virkelighed, som jeg ser det.

(Det der stadig gør religion, myter og åndelige begreber interessante for mig er, at jeg ser dem som repræsentationer af psykologiske fænomener i vores sind. I retning af jungianske arketyper, myter og symboler. En praktisk motorvej til at kommunikere med sig selv og andre på, på et dybere følelsesmæssigt plan.)

Men også som ateist, især som ateist, er man nødt til at forsøge at finde en mening med sit liv, og finde ideer om hvad der er godt og rigtigt i verden. Især som ateist vil jeg sige, da man så ikke bare kan ”købe en pakke” og følge en eller anden bog eller færdig ideologi eller tradition –  man er i stedet virkeligt nødt til at tænke selv, og tage det fulde ansvar for sine valg i livet.

Min første umiddelbare og intuitive antagelse om hvad meningen med livet er, var at være et godt menneske og gøre gode ting. Og ligeledes umiddelbart og intuitivt forekom det mig, at vejen til at blive et godt menneske og gøre gode ting, var at tage ansvar for hvordan man kan påvirke andres velfærd. Omsorg for andre, kort og godt.

Det er dog temmelig tungt at leve med, især hvis man bor i et moderne velfærdssamfund. Mine individuelle, daglige valg af livsstil, også de passive valg, bidrager til megen lidelse i denne verden. Hver kogt kop kaffe, som jeg ”ikke egentlig har brug for”, er et valg der bidrager til den globale opvarmning, og kan medvirke til utilsigtede folkemord på fremtidige generationer. Og hver gang jeg vælger at købe noget, burde jeg i stedet overveje, hvor meget større fordel af de penge andre med større behov kunne have.

Personligt, moralsk ansvar for andres velvære, er en endeløs glidebane, en svær gråskala. Det er meget svært at finde en form for etisk balance mellem at være alt for selvisk ignorant, og at være mere selvudslettende end man kan holde til.

Især i nære personlige relationer. Og det er grunden til, at jeg i første omgang har valgt at tænke i de store universelle perspektiver jeg nævnte ovenfor, må jeg indrømme.
Så der er egentlig ikke noget særligt storslået ved denne måde at tænke i global retfærdighed på. Det er mere en måde at undskylde mig selv på, for mit svigt vedrørende omsorg og kærlighed for enkelte individer, og alligevel føle at jeg har en godhed i mig, og et menneskeligt tilhørsforhold i verden.
(Og jeg har en hemmelige mistanke om, at denne særlige form for personligt svigt også gælder for de fleste tænkere, der har et universelt fokus, eller et meta-niveau, i deres etiske, politiske eller religiøse ræsonnementer.)

I nære forhold er jeg altid bange for, ikke at være omsorgsfuld og kærlig nok, fordi jeg ikke plejer at føle mig følelsesmæssigt motiveret til at give forholdet den tid og den opmærksomhed som forventes af mig. Og så begynder jeg at overkompensere, og bliver alt for kunstlet, for at opveje min følelsesmæssige mangel. Hvilket normalt ødelægger det hele. (Bortset fra at det nok var dødfødt fra starten.)
Det bliver dog ulideligt tungt at leve på den måde, og jeg sårer folk i sidste ende, når jeg efter et stykke tid ikke kan klare at holde gang i det mere.

Derfor har jeg indstillet mit fokus på personlig retskaffenhed, på en mere abstrakt og universel skala. Hvilket dog desværre virkeligt ikke har gjort tingene nemmere.
På trods af mange kloge indsigter, endte jeg med at være mere eller mindre ligesom alle andre, når det gælder hverdagens valg af livsstil. Selvom jeg indså, at ”alle andres moral” blot er et lunefuldt og modsigelsesfuldt sæt af vaner, spontant udsprunget fra et ganske ubevidst kollektiv.

Jeg indså også at jeg var et fjols, da jeg opdagede at min samvittighed blev lettet ved at købe økologisk, og ved give nogle penge væk til velgørenhed, så jeg kunne se mig selv som ”relativt bedre” end de fleste. (Hvilket det med indtægter fra det ældste erhverv, også er nemmere at gøre for mig, end det er for almindelige studerende og ansatte.)
Men dette at være ”relativt bedre” end nogen anden, eller bedre end en masse af udefinerede andre, er jo selve grundlaget for moralsk hykleri og fejhed, hvor man i stedet burde tage ærligt, bevidst ansvar for sig selv.

Jeg gætter på, at de fleste funderer over disse store spørgsmål på et eller andet tidspunkt i livet, som regel når de er teenagere, men for mig gik det ganske dybt, og det blev ved med at torturere mine tanker i mange år. Hvilket måske ikke var så mærkeligt, da det nok mest var en projektion af skyld over mine personlige svigt, der hvor jeg skulle have været kærlig og omsorgsfuld på et mere personligt plan.

Men en dag sagde en ven til mig, at skylden var snyderens vej til moralsk retfærdighed. At jeg bare gik rundt og pinte mig selv med disse følelser af skyld, som en patetisk måde at føle mig dygtig på, uden at jeg behøvede at gøre noget. Det var bare en anden variant af moralsk skinhellighed.

Konfronteret med dette blev jeg nødt til at indse, at jeg bare var for egoistisk og magelig til at blive en selvopofrende mother Theresa, set ud fra moralske handlinger på et mere universalt eller globalt niveau.
Ligesom jeg simpelthen ikke er i stand til at hjernevaske mig selv til virkeligt at elske nogen på den romantiske måde (i hvert fald ikke hvis jeg kender en person for godt; på et mere abstrakt og generelt plan, kan jeg gøre det til en vis grad).

Jeg kunne faktisk tilgive mig selv for, at jeg ikke klarede at elske og bryde mig nok om enkelt-personer, da der ikke var meget jeg kunne gøre ved det, eftersom at foregive kærlighed og omsorg på grundlag af pligt og skyld, blot gør tingene værre.
Dette med valg af livsstil på basis af global retfærdighed, var en smule sværere at håndtere. Hvor sætter man grænsen for, hvad man med rimelighed bør opgive i form af personlig bekvemmelighed, til gavn for andre med langt større behov?

Til sidst besluttede jeg mig pragmatisk til, at jeg ville begrænse mig til overvejende at følge de kulturelle vaner omkring mig i utilitaristisk forstand, og til at undgå at gøre nogen direkte eller personlig skade, samt til nogle gange at forsøge at gøre lidt direkte og personligt godt her og der. Hvilket er ret enkelt, og noget jeg alligevel automatisk gjorde i forvejen.

Og så besluttede jeg mig for at prøve at finde en ny vinkel på, hvordan man finder mening i livet, og hvordan man er et godt menneske og lever et godt liv.
Jeg kom til at tænke, at måske er dette med at tage ansvar for hvordan man påvirker andres velfærd, ikke den eneste måde at få mening i livet på, eller den eneste måde hvorpå man kan være et godt menneske og leve et godt liv?
Måske var den konklusion umoden og ureflekteret? Og måske havde jeg endda et forkert perspektiv på det?

Ved en nærmere betragtning indså jeg, at for de fleste mennesker er det der virkeligt betyder mest i livet, ikke lykke i form af fysisk velvære og frihed fra lidelse. Håbet om lykke, eller vejen til den, synes faktisk at være langt vigtigere. Kort sagt: ”målet er egentlig ikke målet, men vejen til målet”.

Når vi har nået det vi har stræbt efter, er vi altid på vej mod nye mål. Og mennesker kan holde de værste omstændigheder ud med godt mod, endog ofre deres liv, så længe de har en tro på noget de kan stræbe efter.
Det kan være en religiøs tro på et belønnende liv efter døden, stræben efter en politisk ideologi, håb om at skabe en fremtid med bedre materiel standard, opnåelse af social status, eller bare håb om at få en følelsesmæssig belønning.

Men mennesker der har det temmelig godt, men mangler ideer og motivation til noget at stræbe efter, synes at være tilbøjelige til depression og lidelse, uanset hvor god deres nuværende situation er i materiel henseende. (Set i lyset af den menneskelige, evolutionære historie, er selv de hjemløse i moderne vestlige samfund meget velnærede og fysisk trygge.)
Dette forklarer også, hvorfor folk kan blive så besatte af at nå tilsyneladende tomme mål, som f eks kunstig skønhed, “designer-bling” og titler. Målene selv er ikke den egentlige mening, de er temmelig vilkårlige og har mere en symbolsk og motiverende værdi, end en værdi i sig selv.

Det er dog ikke tilfældet for dyr og små børn. For dem betyder faktisk egentlig lykke i form af velvære og frihed fra lidelse, i et materielt her og nu, mere, end håb og ønsker om noget. (Hvilket er et godt argument for, at dyrevelfærd faktisk har betydning. Især i kropslig forstand, da mennesker kan erstatte kropsligt velvære med tilfredshed i religion, ideologi og lignende, mens dyr kun har en kropslig realitet.)

Men – på en større skala, hvis man ser på livet som en helhed, og processen af liv som en igangværende større helhed af evolution, så ser det ud som om driften i ”alt levende” egentlig ikke bekymrer sig om lykke eller lidelse, men kun om udvikling af mere effektiv information.
Vores DNA-strenge, der er fælles for noget med 90-99% af alle levende organismer, lever ligesom deres eget liv. Blinde og famlende bevæger de sig fremad gennem æoner af tid, løbende et evigt, ubevidst spil af forsøg&fejl. Information er det de består af, og det de forsøger at forbedre, eller blot ændre, for at fungere under skiftende omstændigheder.

Og da jeg nu har dette medfødte, menneskelige behov for at finde mening, eller tro på et højere niveau, hvorfor så ikke bygge mine ideer om mening på dette med udvikling af information?

Det er vilkårligt og lunefuldt, det følger ikke rigtig nogen særlig logik. Men gør det egentlig noget? Enhver logisk sammenhæng kan altid koges ned til et lukket kredsløb, eller til et første aksiom, som vi bare konstaterer, eller antager.
Jeg kunne ligeså tilfældigt og vilkårligt vælge en færdig pakke af religion, politisk ideologi eller lignende, for at finde en mening og have en tro på noget. Ud fra et objektivt synspunkt, ville det være lige så godt at vælge. Lige så vilkårligt og lunefuldt.
Men set ud fra min  personlige smag, kan jeg godt lide ideen om at finde mening i information. Det passer til mine vilkårlige, individuelle præferencer.

Eller, for at være åben og ærlig, det giver mig en god undskyldning for at gøre det jeg alligevel bedst kan lide; dagdrømme og fundere over ideer, med det formål at finde nye indfaldsvinkler på tingene.
Jeg tror ikke helt jeg kan komme på noget virkeligt nyt materiale i nogen rigtig forstand, men her og der ser jeg nye mønstre i ting. Interessante mønstre. Det giver mig en følelse af flow, og det gør mig lykkelig.

Det giver mig en følelse af forbundethed på en eller anden måde, med denne endeløse og fascinerende virkelighed vi lever i. Det gør mig inspireret og giver mig en fornemmelse af tilfredshed. Og kærlighed. Ja unægteligt, til sidst, en følelse af kærlighed! Til hele eksistensen ligesom.

Jeg foretrækker normalt at holde mine teorier, grublerier, og andre hobbyprojekter for mig selv (bortset fra nogle emailvenner), da livserfaringen har lært mig, at de fleste mennesker med virkeligt interessante sind, også plejer at være følelsesmæssigt komplicerede, og i sidste ende vil have kærlighed fra mig. Eller i hvert fald bliver alt for personligt anmasende, og ønsker meget mere af min tid og opmærksomhed end jeg kan klare at give.

Men for at vende tilbage til det jeg skrev ovenfor angående mine konklusioner om, at forsøge en gang imellem at gøre lidt direkte og personligt godt her og der, og min første intuitive antagelse om, at meningen med livet var at være et godt menneske og bekymre sig om andre mennesker: Jo, jeg har ikke helt afvist disse ideer.

Og hvad ville da være bedre, end om jeg på en eller anden måde kunne integrere disse ideer med min interesse for udvikling af information, ved at finde og udvikle nye perspektiver på forskellige ideer?
Måske kunne jeg selv gøre godt i en større betydning, end blot i spørgsmålet om livsstilsvalg og global retfærdighed, set ud fra tanken om, at det folk faktisk bekymrer sig mest om, er noget at tro på?

Hvad nu, hvis jeg oven i købet kunne gøre den der gode ting med, at tage ansvar for hvordan jeg påvirker andre menneskers velfærd, ved at gøre noget som ikke kun handler om pligt, skyld eller selvopofrelse, men rent faktisk er sjovt – også for mig? Ligesom det er sjovt at have uforpligtende sex med folk?
Hvad nu, hvis jeg kunne gøre den samme slags Annika-ting også intellektuelt?

Dette med kommerciel sex er noget “hot stuff”, som virkeligt berører mennesker. Og for de udøvere og klienter der er involveret, findes der meget få muligheder for at give udtryk for egne meninger og perspektiver. De fleste informationer drejer sig om hvad samfundet forestiller sig, ud fra fordomme, som har meget mere at gøre med seksuelle problemer uden for professionelle sammenhænge, end de egentligt siger noget om os i virksomheden.
Folk i denne branche lider under lav selvopfattelse og social stigmatisering. Hvad nu, hvis jeg kunne give dem nogle bedre ideer og noget at tro på?

Faktisk – hvis jeg nogensinde vil gøre noget, der virkeligt betyder noget for andre mennesker på en større skala, er dette måske det vigtigste jeg nogensinde kommer til at gøre i mit liv. Selv om mit Annikaliv (som nævnt i begyndelsen af denne vanvittigt lange blogpost) ofte føles som et blindt sidespor, eller endda som en farlig afledning. Men måske Annikalivet trods alt kan blive mere end blot eskapisme og kompensation, måske kan det virkeligt indeholde dybere eksistentiel mening, både for mig selv og andre.

Jeg har allerede gjort nogle landvindinger på siden Sexologi, her på denne website. Men det er ligesom temmeligt kompakt og abstrakt. Det har brug for kød og blod og en personlig vinkel, hvis det skal du til noget.

Så jeg burde sætte pennen til papiret igen, eller rettere sætte mine fingre på tastaturet, og blive ved med at skrive her.

2011 July 14 - Grunder at betale

Den gang jeg var ny i professionen, fortalte en mere erfaren pige mig, at mænd havde to grunde til at ville betale for sex: Enten fordi de ikke ville være belastede af at få en pige om halsen, eller fordi de ikke kunne få en pige om halsen.
Og den første kategori var de gode klienter, dem der betalte godt, var gode i sengen og havde charme. Imens den anden kategori betalte dårligt, og kun var et utaknemmeligt job hele vejen gennem.

Da jeg fik lidt mere erfaring selv, opdagede jeg, at dette ikke dækker hele sandheden. Disse to kategorier er mere som ekstremerne på en gråskala, hvor de fleste mænd er i midten.

Den gennemsnitlige klient er for det meste en helt almindelig mand, som kun ønsker lidt variation og underholdning. Det er mænd, der hverken frygter at få et normalt one-night-stand jagende efter sig, eller er ude af stand til at tiltrække en ikke-betalt kvinde, hvis de blot havde tid og energi til at begive sig ud og flirte lidt.
Men det er nemmere og hurtigere bare at betale for det. Lidt som at køre bilen hen til en bilvask, i stedet for at tage besværet med selv at vaske den.

Og hvad angår ekstremerne på gråskalaen, så er de fyre der har svært ved at finde piger, sjældent utaknemmeligt arbejde. Tværtimod er de ofte fyre, der kun er lidt for sensitive og intelligente, hvilket medfører at de ofte tvivler på sig selve hele tiden.

De har fået perspektiv på ting og sager, og indser hvor lille det enkelte menneske er i denne kaotiske og lunefulde verden. Og de udvikler for meget personligt hensyntagende og integritet, til at være i stand til at spille den selvgode macho-rolle som – selvom den er politisk ukorrekt – alligevel er den mange piger indledningsvis tiltrækkes af.

At være for intelligent eller for sensitiv, fører ofte til lidt af en personlig usikkerhed og ydmyghed, og det sælger ikke godt på kærlighedsmarkedet. Jeg tror, at en god forfører har brug for at være lidt som en god politiker; alt for dum til at kunne se perspektiver udenfor et meget begrænset felt, og alt for åndssvag til nogensinde at betvivle sig selv.

Men mens mange politikere nok kan klare sig igennem ved bare at lære sig lidt retorik og fake et image, så er dette ikke lige så nemt i en intim situation. En usikker fyr, som prøver at fake det der, opfattes mere sandsynligt som en bluffer, og bliver afvist tre sekunder efter at han har sagt sine første ord.

Men det er klart, at der findes endnu en gruppe af forladte mænd, som hverken er særligt intelligente eller sensitive; de ikke uddannede og arbejdsløse tabere i samfundet. Men sådanne mænd får en dyrere escort i Skandinavien ikke som klienter, fordi de simpelthen ikke tjener penge nok til at have råd til ens tjenester. Men jeg gætter på, at de er de frustrerede tidsspildere, som chikanerer escortpiger på telefon og email med deres fantasier hele tiden.

For helt ærligt, hvis en fyr kan beholde et job og tjene penge, så findes der altid et eller andet beregnende (men måske ikke overdrevet tiltrækkende) fruentimmer, der med tiden vil have ham. Om ikke for andet, så for at få en forsørger, en børnevagt og/eller en håndværker, i bytte mod en tur i sengen en gang om ugen.

Søde fyre kommer ofte til at betale, uanset hvad. Om ikke direkte og up-front, så med tiden, eller når de går – eller til og med bagefter, når de er gået. Og jeg gætter på, at alternativet med direkte betaling da ofte kan komme til at være det billigste alternativ, med størst værdi for pengene, eller i hvert fald den sikreste og mest ærlige facon.

Dette bringer os måske til det andet ekstrem på gråskalaen, fyrene der betaler for at ikke få en pige hængende om halsen. For det meste er det da ikke pigens eventuelle kærlighed de frygter, men mere de skjulte omkostninger, som kan tænkes følge med den. Og det er for det meste ikke fyrens faktiske, personlige tiltrækning der er sagen, men mere hans sociale position og rigdom, der ligesom gør ham sårbar.

Hvis han er gift, kan en romantisk affære ved siden af ægteskabet skabe katastrofe i familien eller karrieren, hvis nu elskerinden vil have mere end sex. Og hvis han ikke er gift, men rig og indehaver af en god position, så vil han sandsynligvis mest tiltrække klatrerinder og gold-diggers alligevel. Så kan det være mest sikkert og komfortabelt at betale direkte, og være ærlig med det hele.

Faktisk, at betale for at undgå skjulte omkostninger, forventninger og krav, er nok en almindelig del af motivationen for de fleste mænd, som lejer intime tjenester. Sammen med at spare tid og anstrengelser, som nævnt i analogien med at køre bilen til en bilvask i stedet for selv at vaske den.

De fleste mennesker, mænd som kvinder, er nødt til at betale for forhold på en eller anden måde. For det meste betaling i form af det vores liv er konstitueret af – tid. Tid filtreret gennem arbejde, som genererer penge, eller tid filtreret gennem arbejde, som genererer andre praktiske, følelsesmæssige og sociale værdier.

Og som handel og udbud af tid og engagement fungerer, får alle parter fordele af det, hvis de er heldige. Enten gennem at de får noget de ikke kunne skaffe selv, eller gennem at den fælles tid og det fælles engagement bliver til noget større, end det den enkeltes indsats kunne have skabt.

Men det er ikke altid at ting og sager bliver fordelagtige for alle involverede parter. Gennem historien har det for det meste været den svagere part i en tilbudsrelation, som nemt er blevet brugt. Men af det jeg har set i moderne tider og personlige forhold, er det ikke altid på den måde.

I nære og personlige forhold er det omvendt ofte den mere søde og hensyntagende part, der nemt kommer til at give mere end han/hun får. Eller den part, som ville kunne kaldes for den stærkere eller den med flest fordele. Og som på grund dette føler større personlige forpligtelser og mere moralsk ansvar. Og dermed også bliver brugt, igennem at få deres egne fordele (og moralske ansvar for disse) vendt imod sig.

Professionelle forhold er altså, på deres egen måde, de mest retvise og ærlige at gå ind i. Fordi de er så transparente. Alle vilkår og betingelser er synlige. Det er ”take it or leave it”, ingen diffuse eller skjulte afgifter gemt i pakken.