header

2011 July 10 - Sex som religion

Somme tider er det svært for mig rigtigt at forstå, at folk forbinder så mange følelser og så megen symbolik med sex. Jeg forstod det ikke før jeg begyndte som erotisk håndværker, og jeg bliver stadig ofte forbavset over, hvorfor mennesker er så besat af det.

I særdeleshed begriber jeg ikke, hvorfor folk deler sex op i skarpt afgrænsede kategorier af ”rigtigt” og  ”forkert”. Hvorfor kan sex ikke vare noget neutralt og trivielt?

Mennesker onanerer uden andre grunde end for at få lidt nydelse, som en rimeligt banal ting i hverdagen. Ligesom at spise noget lækkert. Selvom det tidligere af en eller anden grund er tabu at snakke om.
Men de fleste mennesker onanerer, og selvom de måske anser det for at være noget strengt personligt, er det sædvanligvis noget de er rimeligt følelsesmæssigt neutrale overfor, i hver fald i deres private holdning til sig selv.
Hvorfor kan sex med en partner ikke dyrkes på de samme betingelser? Som lidt underholdning, ligesom onani, men mere sjovt end at  gøre det selv helt alene?

Hvorfor er sex med en partner nødt til at inkludere så mange følelser og tilknytning, imens onani kan dyrkes uden anden grund end at få lidt nydelse? Og igen, hvorfor er sex med en partner delt op i sådanne ekstremer; enten som en fantastisk nydelse, eller som noget frygteligt væmmeligt?

Det har visse lighedspunkter med religiøse ritualer, hvor obskure tabuer, som f.eks. kannibalisme, pludselig bliver hellige. Den hellige ekstase i riten, ligesom skabt ud fra det enorme i at overskride det ellers så alvorligt tabuiserede.

Jeg tror at sex med en partner, simpelthen har erstattet den gammeldags kristne kommunion af symbolsk kannibalisme. Det er måske til og med en logisk udvikling. I stedet for at have Guds lov, som vi blindt måtte følge, har vi nu tillid til humanisme, medmenneskelige rettigheder, demokrati og så videre. Gud er blevet til vores medmenneske.

Man skal kun kaste et blik på moderne film og romaner, for at se, at ideen om den ”lykkelige slutning”, hvor alt kommer i orden, og ligesom giver ny mening til livet, tydeligt handler om at finde romancen med en partner, i stedet for at finde fred med Gud.
(Det sidste var mere almindeligt i tidligere tiders romaner, hvor hovedpersonens åndelige problemer ofte blev lige så intenst vrøvlede, som vore tiders moderne heltinder vrøvler om kysseri.)

”Gud er død” proklamerede Nietzsche, og mennesket har taget hans plads. Men jeg tror han havde forkert fat i sin idé om et nihilistisk og narcissistisk overmenneske, der var Gud i sig selv. Mennesker er alt for sociale til det, de har altid brug for ”den anden” for at kunne komme nogen steder i en proces med sig selv.
Vi har brug for ligeværdige andre, til at definere os med og imod. Ligeværdig opposition imod selvet, for at kunne skabe og videreudvikle et selv. Ellers er vi ligesom slut, færdige med os selv, og har ligesom mistet al motivation.

Alligevel handler alle religioner om at overskride grænsen ind til det guddommelige, eller om at opleve en vis form for symbiose eller forbindelse med det guddommelige. En eller anden form for opløsning af det enkelte jeg ind i noget større. Selvom vi stadig har brug for at være fremmede, brug for at kunne være individer og ligesom have noget at lave, som at vandre vejen for at opnå transcendensen til det guddommelige.

Alligevel, hvis nu den nye gud er mennesket, hvad skal så bruges som ritual til åndelig overskridning ind til vores medmenneske? Jo, sex passer vel rimeligt godt der, kan jeg forstille mig.

Det er faktisk en perfekt erstatning for kommunionen, som vi havde i kristendommen. Ritualet for kommunion, er kun gået fra at være symbolsk kannibalisme af Kristus (som middel til at opnå åndelig transcendens med Gud), til i stedet at være et ritual af symbolsk sammensmeltning af kroppe gennem sex (som middel til at opnå personlig transcendens til det nu hellige menneske).

Hele sagen er netop fuldstændigt kopieret. (Men hvad der kopierede hvad, en gang i historiens begyndelse, kan man jo undre sig over?) Som sagt, til og med komponenten af det grænseoverskridende tabu, den moralsk forkerte og urene dåd som helliggjort af riten, bliver hellig og sakrosankt.
Og får ligesom meget mere kraft og betydning, netop på grund af sit dobbeltvæsen, med en mørk og tabuiseret bagside, end hvis det havde været noget ellers hverdagsagtigt og neutralt, eller bare noget med en ensidig, hellig natur.

Jeg tror, at dette ville kunne forklare, hvorfor sex med en partner er så skarpt adskilt i ”rigtigt” og ”forkert”. Hvorfor sex benægtes mulighed for blot at kunne være noget banalt og neutralt, noget som ville kunne praktiseres af uforpligtede fremmede, blot og bart som underholdning og nydelse. Det forklarer også, hvorfor onani ikke er anerkendt som ”rigtig sex”, og ligesom skal forties.

Men sex med en partner, jævnført med kun at onanere, kan faktisk inkludere noget, som man ikke kan gøre for sig selv – magien af sensuel berøring. Eller, hvad forskerne nu for tiden kalder hormonet oxytocin. Elskov kan virkeligt føles som en slags ikke-verdslig oplevelse. En slags rus, en forandret bevidsthedstilstand, en sammensmeltning med noget tidløst og arketypisk, som rækker ud over det enkelte jeg.

Men det er ikke så meget den rene sex i sig selv, der skaber den oplevelse, men mere måden at have det på, sensualiteten i det. Hud som rør ved hud, varmen fra en anden krop, rytmen i det hele. Det er hypnotisk, og vækker en meget stærk, instinktiv energi. Følelser som er så primale og dybe, at de slet ikke mere er personlige, men kun rene arketypiske instinkter.

Og den oplevelse kan man særdeles vel have med en fuldstændig fremmed, hvis bare begge er en smule fokuserede. Ligesom jeg har mødt mennesker, der har levet i monogame forhold i årtier, uden nogensinde at have oplevet noget af den slags, men kun haft relativt, mekanisk sex.
Og mange mennesker siger, at de kun har haft den der rigtigt gode elskov den gang de var unge og forelskede. Efter at man har lært hinanden at kende indeni og udenpå, fået børn, og altid har mangel på tid i hverdagen, findes den ofte ikke mere hos mennesker i ægteskaber, eller lignende længerevarende forhold.

Og mærkelig nok er det meget nemmere at få den der elskovoplevelse – med al sensualiteten og den hormoninducerede eufori – i professionel sex, sammenlignet med i ikke-betalt tilfældigt sex.

Normale one-night-stands er ligesom alt for risikable, set ud fra hvad mennesker eventuelt kan tænkes ønske næste dag. Alt for varme knus, sarte kys og kærlighedsfulde berøringer, kan nemt blive misforstået som at man sender signaler ud om, at man er interesseret i et varigt forhold. Tilfældig sex, hvor der ikke er penge involveret, er næsten altid mekanisk og ikke-sensuel sex.

Og desuden, med party-life og alkohol tidligt på aftenen, har man normalt ikke mange chancer for at få noget fysisk godt sex på nogen måde. Jeg plejer at joke om, at den moderne skik med at score tilfældige partnere, i virkeligheden er selvfornægtende i sin natur; fordi man ødelægger det hele ved at drikke så meget for at turde. Og altid kommer til det i de sene timer, når kroppen forbereder alle systemer til søvn.

Jeg spekulerer på, om det er grunden til at professionel sex er så truende for resten af samfundet? Fordi det udgør en trussel mod familieværdier med stabil monogami, på en måde som almindelig, tilfældig sex aldrig kan komme til?

Er det seksuelt kætteri, netop fordi det har en så stærk tilbøjelighed og evne til at opvække den der ”magiske sensualitet” i berøringen? Og fremkalde denne ikke-verdslige oplevelse gennem sex? Men gør det ved at opføre sig som vild og utæmmet magi, i stedet før som skolet og målbevidst magi?

Magien i oplevelsen er nok i sig selv, den bliver ikke rettet et eller andet sted hen, den bliver ikke brugt til nogle andre gode formål for samfundet. Den handler kun om oplevelsen af den i øjeblikket. Hvilket gør den ekstremt potent, som elektricitet aftappet direkte fra kilden, uden at den filtreres gennem en eller anden slags modstand eller adapter.

Jeg gætter på, at det virkeligt må være en form for kætteri, når man ser på hvordan denne nye ”kommunion af sex” i øvrigt bliver styret til at blive et fundament for familieværdier.
Den bruges til at skabe faste personlige bånd, der får mennesker motiverede til at få børn, gennemlide kedelige jobs, og blive fuldstændigt villige til at blive formet af og bundet til større strukturer i samfundet. Når mennesker endelig er godt og vel fanget i familiebåndene, er de derefter kontrollerbare for resten af samfundet, gennem at deres motivation er blevet forudsigelig og mainstream. Deres libido er blevet tæmmet.

Men for igen at se på den dramatiske opdeling i ”rigtig og forkert” sex, og benægtelsen af at sex ville kunne være neutral: Er det nu den neutrale og triviale sex som samfundet frygter? Nej, ikke som sådan, hvis det blot er mekanisk og uden større nydelse, i retning af tilfældige one-night-stands eller onani.
Men det der frygtes er, at sex ville kunne være neutral og triviel hvad angår personlig tilknytning og formål, men alligevel have den der magiske oplevelse og instinktive kraft. Det er det der gør professionel sex til subversivt og frygtet kætteri.

2011 June 30 - Seksualitet – kapacitet vs objekt

I denne blog vil jeg videreudvikle nogle af de temaer, som nævnes i diskursanalysen på siden ”sexologi”, så jeg anbefaler at du læser den skematiske sammenstilling i midten der, før du læser dette, i særdeleshed kapitel 1.

Det ældste erhverv er ofte beskrevet som at ”sælge sig selv”, ”sælge sin krop” eller ”sælge sin seksualitet”. Jeg har tit undret mig over dette, set i forhold til, at det der faktisk sælges er en service, der består af handlinger.

Hvad er der så specielt ved at det handler om sex? Sammenlignet med at sælge sit intellekt i eet job, sin fysiske arbejdskraft i et andet, eller sin empati sammen med omsorg i et tredje? I det sidste tilfælde kan det f.eks være moderskab som børnehavepædagog eller menneskelig medfølelse som præst.

Jeg gætter på at de fleste nu vil sige, at man ikke kan sælge indre kapaciteter som moderskab eller medfølelse. Men kan man så sælge sexualitet?
Og i de tilfælde hvor man taler om at sælge sex, virker det som om seksuelle handlinger og seksualitet er blandet sammen til en og samme sag – sex.

Der findes en sammenhæng mellem vore eksterne handlinger og oplevelser, og vore interne kapaciteter og oplevelser. Vore interne kapaciteter, og oplevelsen af disse kapaciteter, kan få os til at handle. Og eksterne oplevelser og handlinger kan udløse og stimulere vore interne kapaciteter (og oplevelser af disse). Her findes hvad vi kunne kalde en bidragende årsagsvirkning, dog ikke en automatisk eller nødvendig årsagsvirkning.

Som når man for eksempel arbejder med omsorg af børn i børnehaven; og der giver en slags empatisk moderskab, sammen med handlinger af omsorg. Eller hvis man arbejder med rådgivning som præst; og der tilbyder menneskelig empati/medfølelse, sammen med handlinger bestående af råd og vejledning.

Men de faktiske handlinger der udføres i disse professioner, forårsager eller vækker ikke nødvendigvis indre kapaciteter som moderlige følelser eller menneskelig medfølelse. De blot og bart sammenfalder/koinciderer. Eller man kan sige, at de har en bidragende årsagsvirkning. Men ikke en nødvendig årsagsvirkning på samme måde som automatiske og mekaniske regelmæssigheder i den eksterne fysiske verden.

Alligevel – skal børnehavepædagogerne, præsterne og andre der arbejder med mennesker, være lykkelige i deres jobs, finde dem meningsfulde, og lave et godt stykke arbejde –  bør omsorgen, rådgivningen, og lignende menneskelige handlinger, helst falde sammen med følelser af empatisk natur. Ellers kommer de ikke til at gøre arbejdet ordentligt, og sandsynligvis vil de heller ikke trives med det.
(Og jeg ville sige, at det samme gælder for dem der arbejder med seksuel service, seksuelle handlinger og seksuel kapacitet.)

Men det er ikke sådan at nogen mener, at en børnehavepædagog sælger sit moderskab i sit arbejde. At de fysiske handlinger med omsorg automatisk, med en eller anden slags nødvendig årsagsvirkning, ville vække hendes moderlige følelser, og ligesom udvinde dem fra hende. Eller til og med skade eller traumatisere hendes moderskab, hvis hun tilbyder store mængder omsorg til børn der ikke er hendes egne.

Ikke heller tror nogen, at en præst  kan blive udnyttet i sin kapacitet for menneskelig medfølelse. At hans handlinger af præstelig vejledning og rådgivning med nødvendighed ville medføre, at han automatisk oplever medfølelse, hvadenten han kan lide det eller ikke. Eller at han ligefrem giver sin medfølelse væk til en anden person. Eller at dette ville kunne skade hans integritet, betyde at han i sin erhvervsudøvelse ”sælger sin medfølelse”.

Ingen taler nogensinde om ”moderlig udnyttelse” når det gælder børnehavepædagoger, eller ”medfølelsesmæssig udnyttelse” når det gælder præster. Men man taler om ”seksuel udnyttelse” når det drejer som sexarbejdere. Hvordan kan det være?

Den eneste måde det er muligt at forstå dette på er, at kvindelig seksualitet ikke opfattes som en intern og autonom kapacitet i kvinder. Seksualitet i kvinder ses tydeligvis ikke som ontologisk ligeværdig med andre interne personlige kapaciteter, som forældrefølelser eller medfølelse.
Men i stedet ses den som et eller andet objekt, selvom det er immaterielt; og derfor kalder jeg den et metafysisk objekt i min diskursanalyse, overnaturligt som det forekommer at være.

Det er forståeligt set i lyset af, at kvinder traditionelt har været betragtet som passive, seksuelle objekter, at de er blevet seksuelt definerede, ejede og brugt af mænd. Kvinder defineredes som værende fremmede for den passivt hvilende seksualitet i dem selv (foruden hysteriske, sygelige og dårlige kvinder, naturligvis).
I den udstrækning  en kvinde kunne opleve seksualitet, var det igennem at få dette fremmede ”metafysiske objekt” i hende vækket af en mand. Ikke kun gennem direkte handlinger, men også indirekte, gennem at blive set eller defineret som seksuel af en mand.

Det er derfor kvinder i seksuel henseende betragtes som sårbare, og derfor den kvindelige seksualitet er så stærkt associeret med passivitet og brugbarhed som en vare.
Det er derfor det opfattes på den måde, at seksuelle handlinger altid, med nødvendig årsagsvirkning, involverer seksualitet (frivilligt eller ufrivilligt) hos kvinder. Og derfor det antages, at kvinders seksualitet automatisk påvirkes (lystfuldt eller skamfuldt) af blot at blive set nøgne af mænd.

Dette forklarer også, hvorfor ikke-ønskede seksuelle handlinger automatisk antages at skade seksualiteten hos kvinden. (Jeg vil nu ikke sige at det ikke er tilfældet – men grunden er ikke givet af naturen, men af at kvinder har internaliseret denne idé om, at deres seksualitet er vækket af noget ydre, og dermed følelsesmæssigt realiserer dette for sig selv.)

Dette kan måske forklare, hvorfor nogle meget ekstreme  feminister i nyere tid er kommet frem til den slutning, at ”alt penetrerende heteroseksuelt sex er voldtægt”. Og hvorfor nogle radikale feminister i Sverige sammenligner prostitution med organhandel.
Men hvordan kan det være, at man kan komme på den idé at sammenligne seksuelle tjenester med at sælge en lever eller en nyre? Hvor er ”objektet” som bliver solgt? Jo, den eneste måde at forstå det på er, at forstå kvindelig seksualitet som en slags metafysisk objekt, der kan blive overført og udvundet fra en person til en anden.

Men hey, nu taler vi om en ”magisk tankegang”!
En intern kapacitet som seksualitet, der forårsages og vækkes af, ja til og med udnyttes og udvindes gennem fysiske handlinger, udført af en anden person.

Og ok, du har ikke brug for at være antropolog for at være enig i, at social, magisk virkelighed faktisk eksisterer, i den udstrækning at en gruppe mennesker tror på den. Hvis du tror på voodo, og får en frygtelig forbandelse lagt på dig, kommer du virkeligt til at lide psykologisk og psykosomatisk.
Og hvis kvinder tror, at deres seksualitet er et eksternt metafysisk objekt mere end den er en intern, personlig kapacitet, så er det virkeligt rigtigt for dem, ligesom de psykologiske konsekvenser af dette.

Men det forekommer rigtig meget som uddateret overtro for moderne mennesker i det tyvende århundrede. Officielt vil vi jo tro på, at kvinder er i stand til at have deres egen, autonome seksualitet.
Alligevel virker det som om ingen af disse antiprostitutionsfeminister rigtigt forstår, at de befatter sig med ”magisk tankegang” når de kritiserer seksuel objektivisering af kvinder.
De synes heller ikke at forstå, at de styrker ontologien (eller diskursen) for den, gennem blindt at acceptere præmisserne for den, ud fra at de kun kritiserer den ud fra dens egne præmisser for at definere virkelighed:

Hvis seksuelle handlinger ikke er legitime at arbejde med professionelt, fordi dette fører til seksuel udnyttelse af kvinder – så accepterer og samtykker man i selve præmissen om, at kvindelig seksualitet er en slags objekt der overhovedet kan udnyttes, i stedet for at den er en autonom kapacitet. Og man bidrager dermed også til at opretholde og reproducere dette som social virkelighed for hvordan seksualitet defineres og konstrueres.

Hvis arbejde med seksuelle handlinger defineres som at ”sælge sin seksualitet” – så fører det, at præmissen for hvordan seksuelle handlinger defineres til konklusionen: seksuelle handlinger = seksualitet.
Hvis arbejde med seksuelle handlinger defineres som at ”sælge sin krop” – så fører det, at præmissen for hvordan seksuelle handlinger defineres til konklusionen: seksuelle handlinger = krop.
Og hvis kvinder, som arbejder med seksuelle handlinger, defineres som at de ”sælger sig selv” – så fører det, at præmissen for hvordan kvinders seksuelle handlinger defineres, til konklusionen: kvinders seksuelle handlinger = kvinders selv.
Og hvis man sammenstiller det hele: seksuelle handlinger = seksualitet = krop = kvinders selv.

Hm, hvem er det som konstruerer seksuel, kropslig objektivisering af kvinder her? Jo, det virker som om det er lige netop de personer,  der prøver at beskytte kvinder imod den slags.

Antiprostitutionsfeministerne forekommer mig bare at være fuldstændigt hjemmeblinde og ureflekterede, når de går ud fra at der findes en eller anden slags essentiel seksualitet, der kun ”eksisterer” som om den ville være biologisk givet. At den er noget uforanderligt, som vi må prøve på at beskytte os selv imod, men ikke kan ændre naturen på. Og de går ud fra, at alle andre må føle på samme måde ved dette.

De giver ingen åbninger over for, at den kunne være socialt og kulturelt konstrueret – og at nogle mennesker måske har en alternativ måde at tænke og føle på om sagen. Eller at de senere måske kunne få en bedre ontologi, eller diskurs, til at konstruere seksuel virkelighed her.

“Bedre” i betydningen færre værdipræmisser i konflikt med hinanden. I stedet mere funktionelt og mere i overensstemmelse med hvordan de fleste mennesker ville fortrække at definere seksualitet. Nemlig ud fra den fundamentale præmis, at de fleste ikke kan lide idéen om at definere/konstruere kvindelig seksualitet som et objekt der kan udnyttes, men hellere vil forstå den som en autonom kapacitet.

Hvis arbejde med seksuelle handlinger ligestilles med at sælge kropsorganer – så betyder det, at den kvindelige, seksuelle handling er ligestillet med et passivt, kropsligt organ, et objekt. Det er meget langt fra en autonom kapacitet; hverken som kapacitet til handlinger eller kapacitet til sexualitet, men blot objektiviseret krop. Antiprostitutionsfeministerne har bidt sig selv i halen, og er fanget i en lukket cirkel, hvor de selv reproducerer den sociale virkelighed de ikke vil have.

Det forekommer som om de ikke kan indse, at det egentlige problem drejer sig om internalisering af vores gamle, destruktive, patriarkalske arv af seksualitet, mere end om mandlig undertrykkelse. Problemet er internaliseringen af idéen om, at seksualitet i kvinder er en slags eksploiterbart metafysisk objekt, i stedet for at den er en autonom og intern personlig kapacitet.

Kvinder troede selv tidligere, at dette var virkeligt, og dermed realiserede de det følelsesmæssigt for sig selv. I retning af en eller anden slags selvlavet, psykologisk “køns mutilation”, i stedet for at det var en ydre påtvunget sådan. (Og I som har læst Foucault forstår hvad jeg henviser til.)

Den feministiske måde at håndtere dette på, er gennem at blive overbeskyttende og offeragtig, og gennem at anklage mænd for at være undertrykkende. Hvilket virkeligt ikke løser problemet. Som protektionisme (forsøg på at overbeskytte) fungerer, fører den kun til en nedlåsning, en tilstand af belejring, en status-quo, afbalanceret af kunstige midler. Protektionisme leder kun til en fastfrysning af situationen, et forsøg til at kontrollere eksisterende faktorer og præmisser, i stedet for at skabe nye faktorer og præmisser.
Dermed nærer og konserverer man også eksisterende faktorer og præmisser; gennem at arrangere sociale institutioner rundt om dem, hvilket hindrer nye faktorer og præmisser i at kunne vokse og udvikles.

Vår tids antiprostitutionsfeminister indser ikke, at det hovedsagelige spørgsmål for emancipation burde handle om at skabe en ny social virkelighed.
Og vi som arbejder professionelt med seksuelle ydelser, der faktisk har fundet en ny og oplyst måde at definere, konstruere og relatere til seksualitet – vi betragtes som levende i selvbedrageri og som lidende af falsk bevidsthed. Selvom alle feminister burde omfavne vores positive diskurs for seksualitet som indre autonom kapacitet (i stedet for eksploiterbart objekt) som seksuel oplysning for alle kvinder!

2011 June 26 - Om kærlighed

Jeg bliver ikke forelsket på samme måde som de fleste bliver. Da jeg var yngre, troede jeg at dette var en fejl eller et personligt svigt, som jeg burde arbejde med. Men det gik aldrig godt. Hverken med piger eller fyre.

Hvad lever jeg så for, hvis ikke for kærlighed? Jo, vist elsker jeg, bare ikke på den romantiske måde, med en anden person som fokus. I stedet bliver jeg forelsket i mine kreative og nørdede hobbies, i min amatørkunst, i min sportstræning, og i min interesse for at læse og tænke om verden.

Og jeg har fundet ud af, at det er helt i sin orden. Der har altid været folk som mig. I gamle tider ville jeg måske være blevet en nonne, som fokuserede på guddommelig kontemplation. Eller måske en halvtosset byheks, der levede alene med nogle katte i en lille hytte i skoven, hvor jeg snakkede til træerne og vinden. Eller måske, mest sandsynligt, en balletdanserinde med lav moral.

I de fleste samfund har der været personer, som ikke har været en del af hvad man kan kalde samfundets reproduktive gruppe. Mennesker som i stedet har følt deres passion brænde for idéer, kunst, videnskab og andre excentriske, personlige interesser.

I vore dage er det bare ikke særlig politisk korrekt. Alle forventes at være en del af en lykkelig, mellempersonlig monogami af en eller anden slags. Selv den nylige accept af homoseksualitet, centrerer sig kun om at folk pænt og nydeligt skal binde sig i seksuel tosomhed. Og hvis nogen frasiger sig dette, og er hverken gay eller straight, betragtes personen som følelsesmæssigt forstyrret.

I særdeleshed hvis man er en pige. Fyre, som giver sig til at være excentriske, evige ungkarle, synes at være meget mere accepterede. Men en ung og smuk pige? Nej, det forekommer fuldstændigt uacceptabelt.

Det er ikke sådan, at jeg fuldstændigt konsekvent vil være uden menneskeligt selskab. Nej, mennesker fascinerer mig virkelig, i al deres kompleksitet, med sind og følelser, som udgør hele universer. Faktisk, hver og en af os er som en lille gud, bærende en helt unik repræsentation af alt hvad vi har oplevet i den ydre verden, plus yderligere en dimension – en hel væren af personlig tilstedeværelse, med følelser, idéer og gnist af liv.

Men lige præcist denne menneskelige kompleksitet, er også det der holder mig fra at blive forelsket på den der romantiske måde. Jeg får en gang imellem anfald af noget der ligner forelskelse, rettet mod nogen på lidt afstand. Men når jeg siden lærer personen mere at kende, forsvinder min forelskelse altid, da det bare er for meget med een person.
Men det er ikke sådan at jeg bliver skuffet over folk; snarere overvældet. På en ”information overload” måde ligesom.

Jeg har opdaget, at dette med at forelskelse korresponderer med nogle få aspekter, set eller indlæst, i en anden person, faktisk også fungerer omvendt.
Hvis jeg bare fokuserer lidt, og lukker det meste af dette informative overskud ude, så kan jeg faktisk  indlæse min forelskelse og tiltrækning i praktisk taget hvem som helst, hvis jeg bare bestræber mig på at  indstille mit fokus rigtigt. (Hvem som helst der opfører sig pænt, og som jeg føler mig tryg ved, i hvert fald.)

Når det handler om sex og intimitet, er det så dybt rodfæstet, at vi alle deler de samme relevante egenskaber og forudsætninger for det. (Måske fordi vi allesammen er evolutionære slutprodukter af hidtil vellykkede led for seksuel reproduktion.) Nuancerne kan variere lidt fra person til person, men alle har de fundamentale forudsætninger for seksuel tiltrækning, hvis man bare går ind til kernen af det.

Det er faktisk et rimeligt interessant paradoks. På en måde kan jeg elske alle, på en anden måde ingen. Og af samme årsager, i begge tilfælde. Mennesker består af så meget information.

Det er som om de fleste mennesker giver sig til at blive forelsket i nogen, gennem at fokusere på de aspekter de vil se og finder tiltrækkende, og siden benægter de resten af personen (som måske ikke var helt så tiltrækkende helt igennem). Og på samme måde vægrer de sig ved at blive forelsket i andre, igennem ikke at ville se det, som de skulle kunne blive forelskede i, men i stedet fokuserer de så på aspekter, som de mener gør den person utiltrækkende.

Men egentlig er folk essentielt lige angående alt det basale, som er relevant for sex og intimitet: Alle små forskelle vedrørende personlig tiltrækning er mere sociale konstruktioner, som bliver blæst op for at skabe sociale hierarkier, med det formål at bestemme og fordele magtforhold imellem mennesker. Mere end at de egentlig siger noget essentielt om de enkelte individer.

Mest af alt er det en fordeling af sociale roller, som folk mere eller mindre bevidst accepterer at internalisere og spille med i. Men det siger virkelig ikke meget om alt de faktisk er.
For mig er det omvendt. Jeg ser for meget hele tiden – og har fundet ud af at jeg kan elske alle lidt, men ingen fuldt, da det senere bare ville blive til alt for meget at håndtere.

Til romantiske relationer finder jeg andre personer alt for komplekse og udmattende at ses med alt for længe ad gangen. Eller behøve at mødes med hver og hver anden dag, ringe og sms:e frem og tilbage hele tiden, eller til og med sove i samme seng med.
Mest anstrengende er det at tilbringe udefinerede tidsrum sammen, uden strukturerede aktiviteter eller egentlig noget at snakke sammen om. Det stresser mig og gør mig rigtig træt. Jeg ved ikke hvad jeg skal lave, kan ikke fokusere på noget for mig selv, og begynder efter et stykke tid at føle mig utilpas og irriteret. Så kommer jeg til at længes efter min dyrebare “alene-hed”, hvor jeg kan være eet med tiden og verden, uden at blive forstyrret af nogen.

Ind imellem kan jeg klare en lille romance for en kort tid, og til og med lide den, men for det meste bliver det hurtig for meget for mig. Jeg har prøvet det flere gange, både med fyre og piger, som jeg virkeligt godt kunne lide. Men det lykkedes mig aldrig rigtigt at blive godt tilpas med det.
Jeg vakler altid mellem enten at føle mig falsk og fake, eller som en kærlighedsløs og ubetænksom person. ”Fake it until you make it” har aldrig virket for mig, det føltes aldrig rigtigt, følelsesmæssig set.

Jeg har aldrig følt mig i nærheden af at være så falsk og fake sammen med en klient, som jeg altid har følt mig når jeg har prøvet på at være rigtig kæreste med nogen. At gå i gang med betalt dating var om noget en stor lettelse, som gav struktur og stabilitet til det hele med dating og sex. Det gjorde det hele organiseret og forståeligt, og befriede mig fra skylden over at ikke kunne elske nogen helhjertet nok.

Er jeg så relationsfobiker, som jeg påstår på siden ”introduktion”? De fleste vil sandsynligvis definere mig sådan. Men selv tror jeg ikke det er den adækvate måde at beskrive mig på. Jeg tror der findes mere i det end som så.
Nemlig at der findes mere af en mening med det. Jeg kan ikke se mig selv som mor til børn heller, og har ingen længsel efter børn. Der findes bare alt for meget at lave i mit eget liv, for mange nørdede ting at blive absorberet af.

Som sagt, i et andet liv var jeg måske blevet en person, der søgte efter et åndeligt liv, eller til en excentrisk kunstner eller forsker. Ikke alle er skabt til at udleve idealet om at have forhold og familie i livet. Og jeg tror ikke det er sygeligt, men mere en slags naturlig variation i personlighedstyper.

Idéen om måske at prøve på at ”arbejde med mig selv”, for at passe ind i idealet om at have faste forhold til nogen, ville bare føles som at begå vold imod min natur, imod min person og imod min egen måde at være på.

Mennesker er interessante, og den fysiske del af mig trænger til sex og kæleri. Men mit sinds fokus og mit hjertes passion er dedikerede til noget andet tror jeg. Til at søge efter spørgsmål, skabe interessante ting af skønhed, og forsøge at tænke og føle ting som de fleste mennesker ikke tænker og føler. Bare fordi jeg elsker det.

 

2011 June 25 - Mere om mig

Jeg tror det kan være fornuftigt at påpege, at jeg nok er lidt af en outsider, også i forhold til majoriteten af mine søstre i erhvervet.

De fleste piger i branchen lever et meget normalt liv, og opretholder en meget skarp adskillelse mellem deres identitet som sexarbejder og deres normale, sociale identitet. De færreste mennesker ville aldrig  kunne gætte, hvor normale de fleste piger i professionen er (i hvert fald hvad angår den bedre del af scenen i København).

De er piger, som de fleste aldrig ville kunne tro det om. Studiner og alenemødre, karriererkvinder med smag for ekstra luksus, arbejdsløse psykosomatikere, sammen med selvstændige med forretninger der kæmper for at overleve, diverse artister og modeller med tilfældige jobs, lavtlønnede kvinder fra den offentlige sektor, og en og anden ensom hjemmegående med brug for lidt eventyr.

Jeg tror den eneste enkeltfaktor de alle kan siges have til fælles er, at de ved et eller andet tilfælde har haft brug for ekstra penge, og af omstændighederne er bragt i kontakt med, eller måske ligefrem har fået en invitation til, at prøve det ældste erhverv.
Og de fik denne kontakt eller invitation på sådan en måde, at de også kom til at få et glimt af, at det faktisk virkeligt var noget anderledes end det den fordomsfulde stereotypi præsenterer det som.

De fleste piger er normalt meget hemmelighedsfulde med det, og jo mere veltilpasset og fremgangsrig en identitet de ellers har, desto mere diskrete er de, og desto strengere opretholder de deres dobbeltliv.
Men hvis du tror, at jeg er usædvanlig fordi jeg har studeret lidt, så er det langt fra sandheden. Mange klienter tror ellers, at det må være noget usædvanligt, eller til og med ekstraordinært, men det er det faktisk ikke.
Men det er kun få af pigerne med højere uddannelse, der arbejder med social escorting, eller har tid til at være selvstændige med al den administration det indebærer. De kører normalt dobbeltlivet endnu hårdere, og arbejder ofte mere ”kun sexfokuseret”, desto højere status deres normale identitet har. For ikke blande ind i, eller sammenblande, deres ”virkelige” identitet med beskæftigelsen som erotisk håndværker.

Det eneste som er lidt specielt ved mig kan måske siges være, at jeg er lidt af en outsider i begge verdener. Set i det perspektiv, tror jeg egentlig ikke, at jeg ville passe så godt som rollemodel eller mentor for ret mange andre piger i erhvervet, eller som en man kan identificere sig med.
Men da jeg er rimeligt god til at observere og analysere ting, samt til at formulere mine konklusioner, så tror jeg alligevel at jeg kan bidrage med en del gode input i form af teori.

Jeg er dog ikke interesseret i personligt at blive en talskvinde for det ældste erhverv. Jeg forklarer det lidt mere dybtgående i min FAQ 15, men da jeg kan forstille mig, at mange kommer til at læse min blog snarere end min FAQ, kan det jo være godt at påpege igen.
Jeg lever mindre af et dobbeltliv end de fleste piger i erhvervet gør, men om noget, så er livet udenfor min escorting et indadvendt og stille liv, hvilket jeg er meget glad for, og ikke ønsker nogen ændring i.

Jeg stoler på, at jeg har nok med hjerne og kompetence, i kombination med nydelig og præsentabel adfærd, til at jeg kan få flere sideløbende skrivebordsjobs på bestemte steder på bestemte områder, uanset mit uortodokse sexliv. Men det er jo ingen grund til at drive det hele til noget ekstremt, og at figurere i mainstream medier eller lignende.

For mig føltes stigmatiseringen af at være en såkaldt prostitueret, faktisk ofte som en slags frelse eller fristad. Et beskyttende skjold, et bevis på at jeg virkeligt var en outsider, og at jeg ikke kun bildte mig ting ind, når jeg følte mig fremmedgjort og dybt umotiveret til at opfylde mange af de sociale forventninger, man formodes at skulle leve op til – og til og med leve for.

Jeg beviste min indre afvigelse fra det normale, gennem at manifestere den i den ydre verden med mine handlinger, som udbyder af seksuelle tjenester. Og det fik mig at stole på mig selv, og gjorde mig selvsikker nok til at turde stole på mine egne følelser.
Det gav mig integritet og indre styrke, at turde definere mig selv i forhold til mig selv. Jeg slap for at betvivle mig selv, og for at behøve at underordne mig andre menneskers definition af mig, og for at lade mig fortælle hvad jeg burde ville eller ikke ville, ifølge det som anses for at være normalt.

Nu for tiden har jeg egentlig ikke brug for at bevise hvem jeg er for mig selv på den måde. Nu er jeg stærk nok til at turde definere mig selv kun ud fra mig selv, uden at ha’ brug for at klamre mig til nogen anti-identitet i opposition til normaliteten, kun for at få lidt grund under fødderne. Men det var ikke så nemt da jeg var meget ung, og bare ikke kunde passe ind i det som forventedes at være følelsesmæssigt normalt.

At arbejde med sex, har været en undskyldning for ikke at behøve have en kæreste. Både som et direkte middel til at skræmme folk væk, og som et indirekte middel til at bevise overfor mig selv, at jeg er så afvigende, at også dette med at jeg ikke ønsker en kæreste (hverken mandlig eller kvindelig), faktisk er rigtigt for mig. Uanset hvad andre siger der ”ville være godt for mig”, uanset hvad der er normalt, eller ville være hvad andre mener at jeg, mig selv uvidende, inderst inde egentlig burde ville.

Det fik mig ligeledes til at være selvsikker nok til at turde afvise krav om,  at jeg, grundet mit intellekt, skulle være forpligtet, eller ligesom forudbestemt, til at tage en eller anden uhyggeligt kedelig uddannelse, for at gøre en eller anden prestigefyldt, professionel karriere. (Som jeg aldrig ville ha’ været lykkelig for, eller have haft det godt med).

Da jeg var yngre følte jeg mig ofte som en babysæl, truet af at blive slået ihjel og pelset, grundet min brugbarhed for andre og for samfundet som helhed. At få mig selv ”plettet” med stigmata som prostitueret, fungerede på samme måde som den sprayfarve, nogle sentimentale dyre-aktivister malede babysæler med.
Ved ikke længere at have en (for andre) brugbar pels, fik jeg i stedet ret til at eje mig selv, og til at leve mit eget liv.
Jeg ville ikke kalde det for selvdestruktivt, da jeg ligesom babysælerne overhovedet ikke bekymrede mig om hvad for en farve min pels havde, kun om at den skulle holde mig varm og tør. I øvrigt ville jeg kun leve, og være fri til at lave de ting, som lå i min natur.

Og at leve i overensstemmelse med min natur, handler for mig meget om at slippe for at skulle deltage meget i det sociale liv, og i stedet for leve meget i min egen lille verden. At leve for mine egne nørdede og kreative interesser, i stedet for at leve op til krav om  nære relationer til andre personer, eller leve op til forventninger om præstationer og fremgang i en eller anden professionel karriere.

Ud over at befri mig fra det jeg ikke ville, så gav det ældste erhverv mig også muligheder for at lave det jeg virkeligt ville lave. Det gav mig penge til at kunne studere virkeligt interessante, men mindre brugbare, fag indenfor humaniora og samfundsvidenskaberne. Uden at jeg skulle bekymre mig om at spilde SU på ting, som ikke havde nogen rigtige fremtidsudsigter i forhold til jobs.

Jeg fik til og med både tid og penge, til at kunne have råd til at gå på en del fuldstændigt uanvendelige privatuddannelser, og engagere mig i projekter der kunne tilfredsstille mit søgende sind og mine kreative hobbies. Kun fordi jeg fandt det meningsfuldt, og ville udvikle mig selv som person.

Set ud fra alt dette, er jeg ikke en særligt almindelig escortpige. De fleste andre piger har mere gennemsnitlige liv ved siden af deres beskæftigelser indenfor det ældste erhverv. I hvert fald de, som jeg har lært lidt bedre at kende, selvom ingen af dem stadig er i branchen.
Men de fleste arbejder heller ikke med det over så lang tid, men kun en kortere tid, selvom de har en tendens at dukke op igen hvis de slår op med kæresten, mister jobbet, eller lignende.
Penge er en stærk motivation for os alle; ligeså den spændende følelse af at være en del af noget i stil med et hemmeligt selskab, og det seksuelle kick der kommer af at lave noget, der ligesom er forbudt, uden at være illegalt, og dermed ligesom trygt forbudt.

Men ud fra hvad jeg har set, lider de fleste andre piger meget mere af den sociale stigmatisering, og har større problemer med at behøve at leve et egentligt dobbeltliv, og konstant lyve over for kærester, børn og andre i venne- og familiekredsen. Og de fleste piger har flere indre konflikter om, hvordan de skal forholde sig til sig selv; ud fra deres identitet i deres hverdag, og hvad de laver som erotiske håndværkere.

I den udstrækning jeg selv har oplevet de nævnte konflikter, har det været i en kontekst af et ”anderledes indre landskab”. Og ud fra anderledes personlige motivationer og sociale relationer i mit liv, sammenlignet med hvordan det er for de fleste piger i professionen.
Man kan da spørge, om jeg virkeligt er den rigtige person til at give mig i kast med at skrive noget i retning af psykologisk guidning til, hvordan man kan arbejde professionelt med sex, hvilket som nævnt i FAQ 19 og i mine to tidligere bloggs, er en del af mit formål med denne blog.

Men for det første er det jo sådan, at der ikke findes ret mange stemmer derude, som tilbyder nogen som helst form for guidning, set i relation til hvor mange sexarbejdere der findes. Og jeg har fået mange emails fra andre piger, mest svenske, som beder om hjælp og mentoring. Så en røst mere, hellere end en mindre, burde jo være at foretrække. Og som sagen er, har jeg desuden lidt håndelag for at skrive. (I hvert fald på svensk og engelsk, det her danske er lidt mere rod og gætninger.)

For det andet, selvom jeg måske er en outsider også blandt outsiders, så handler mine gøremål som glædespige jo til syvende og sidst om faktiske handlinger i virkelige situationer; så naturligvis findes der flere ligheder end uligheder. Og jeg har været i gang i mange år nu, længere tid end de fleste piger er i gang overhovedet, så jeg har lidt erfaring at gå ud fra.

Og, for det tredje, i nogle henseender kan jeg være mere klarsynet, og endnu bedre til at formulere min forståelse af ting sprogligt, netop fordi jeg er en evig outsider. I stedet for at forstå ting underbevidst, eller gennem direkte emotion, så kører jeg dem for det meste gennem en logisk tankegang. Hvilket gør mig god til at forklare ting med blot og bar skreven tekst.

Men jeg vil ikke desto mindre råde dig som læser denne blogg, til at huske på, at man ikke kan generalisere alle subjektive og personlige ting jeg skriver om mig selv her i bloggen, som ”typiske” for en sexarbejder, ligesom man ikke generelt kan applicere dem på majoriteten af udøverne af det ældste erhverv. Jeg er altså lidt af en enspænder, og en outsider også blandt outsiders.

 

2011 June 24 - Formål og metode

Denne blog har 3 hovedformål.

Det første, og enkle, er at underholde mine klienter, både de tidligere, de nuværende og de nye jeg kan tænkes få.

Det andet formål er at videreudvikle det jeg har startet på min side ”sexologi”; at give stemme og sprog til den gode kultur for professionelt praktiseret sex. At give intellektuelle værktøjer til en positiv selvforståelse for os, der er involverede i det ældste erhverv. Samt noget psykologisk vejledning, som nævnt i FAQ 19.

Og det tredje formål er simpelhen bare, at have lidt sjov med at sætte mine meninger og ideer om verden som sådan på prent i tydelig formuleret tekst. Noget som også vil give  mig selv en mulighed for at tænke dem lidt bedre igennem, og udvikle mig selv som person.

Jeg overvejede at lave 3 separate kategorier til min blog, men jeg frygter at det vil begrænse min kreativitet alt for meget. At jeg enten ville føle mig alt for stiv og afgrænset når jeg skriver, eller alt for ofte komme til at ende med blogger, som jeg ikke ville vide hvor jeg skulle placere. Med mindre de blev opdelt og omskrevet til at passe ind i de separate kategorier, men så ville de kunne risikere at tabe noget af den personlige touch og ”sammenhængen med den større kontekst”.

Og jeg tror, at lige netop denne ”den større konteksts sammenhæng” kommer til at være endog meget afgørende for, at gøre den positive diskurs for professionel sex forståelig og mulig at tage til sig, i stedet for at den virker som noget abstrakt og med en masse teori.

Men det ville blive lidt forvirrende, et flydende skift mellem 3 perspektiver: 1)  Et meget subjektivt perspektiv, hvilket kun vil være personligt og partikulært for mig. 2)  Et subjektivt perspektiv som jeg håber er nogenlunde generaliserbart, og muligt tydeligt at identificere sig med for andre sexarbejdere. Og 3)  et mere objektivt perspektiv, som kun vil handle om teorier vedrørende seksualitet i samfundet generelt.

Jeg tror problemet kommer til at være at vide, hvornår jeg kun refererer til ”mig”, og hvornår jeg refererer til ”os”. I det sidste tilfælde er betydningen, at det subjektive perspektiv er generaliserbart for andre sexarbejdere, og ikke kun handler om mig partikulært.

Men jeg vil tillade lidt tvetydighed her, idet samfundet for os som arbejder med kommerciel sex, er et meget utydeligt samfund, med mange forskellige individuelle synsmåder, også indenfor den positive diskurs. I stedet for at jeg prøver at skelne mellem når jeg refererer til ”mig” som partikulær person, og til ”os” som kollektivet af erotiske håndværkere, vil jeg lade det være op til læserens mavefornemmelse at vælge og afgøre hvad der er hvad.

Jeg har i hvert fald et rimeligt klart billede af, hvad jeg skal skrive om her på følgende blogs. I det mindste til 10-15 poster, eller noget i den retning. Og jeg tænker så bare, at jeg går løs på det her i juli. Jeg har hele sommeren fri fra job og studier, så der – om nogensinde – er der tid til det. Men jeg har et andet kreativt projekt her i august, og siden studier igen i september. Så efter juli tror jeg at min blogging vil tynde ud, eller måske standse helt i et år, indtil næste sommer, eller i det mindste indtil juleferien.

Men jeg har masser af gamle notater, som kun skal støves af og skrives lidt om. Jeg har altid skrevet meget i form af daglige eller semidaglige journaler, kun for min egen skyld, som en måde til bedre forstå hvad jeg faktisk tænker – og huske det. Fra gamle, kludrede, plettede og slidte notatblokke, til elektroniske kalendere, og korte aha-notater i mine mobiler.
Jeg er en evig opdagelsesrejsende i livet, som studerer mennesker rundt omkring mig, og konstant grubler over de tilsyneladende normale ting i hverdagen, som alle andre tager for indlysende eller givne.

Jeg har lavet lidt research om blogskrivning, og læst mig til, at læservenlige bloggs helst ikke skal være længere end 1.000 ord. Den begrænsning kommer jeg dog ikke til at kunne klare, hvis jeg skal komme nogen steder, og ikke kun snyde med at hakke indlæg op i dele (hvilket jeg nok alligevel kommer til at få brug for sommetider). Men jeg tror jeg kommer til at kunne holde mig under 2.000 ord for det meste. Omkring 1.500 ord er hvad jeg tror at det gennemsnitlige blogindlæg vil være på.

Jeg har til hensigt at skrive det meste på engelsk som første sprog, fordi mine to eks-escorter- pen-pals og udsete feedback-givere er engelsktalende. Siden at skrive blogposten på svensk vil formentlig også blive en måde, som jeg kan få yderligere ideer på, andre tanker, og dernæst ofte blive til, at jeg skriver den engelske original om. Så jeg er ikke så sikker på om det virkeligt vil være muligt at sige, at et bestemt sprog vil være originalsproget for en blog.

Det danske sprog derimod kommer til sidst, og det vil kun handle om ren oversættelse; hvor jeg skal gør mit allerbedste for ikke at bruge helt dårlig  grammatik, eller  ubemærket blande svensk ind i det. Jeg har et dansk tekstbehandlingsprogram og google-translate til hjælp her ved computeren.

Men jeg er blevet doven må jeg bekende. Mit dansk er ikke blevet meget forbedret gennem de sidste år, siden jeg fandt et fungerende dansk-svensk, som alle danskere kunne forstå. (Og engelsk har været hovedsproget på det job, jeg har haft i den sidste tid, så jeg har ikke trænet mit dansk så meget.) Jeg er klar over at mit dansk sandsynligvis er irriterende at læse, men for dem der virkeligt er interesserede i min blog,  tror jeg ikke det bliver en uoverkommelig hindring.

Eventuelt kommer jeg til at bede en venlig sjæl om hen ad vejen at rette mine indlæg for mig, men jeg tænker at jeg vil spare nogle af de nye for mit dansk, så evt. fremtidige danske klienter kan læse sig til hvor god/dårlig mit aktuelle dansk er.

Set ud fra, at en blog læses i omvendt rækkefølge af normale skrifter, med det sidst skrevne præsenteret som det første for læserne, antager jeg at disse to første indlæg på en måde nok vil synes lidt overflødige, og måske også malplacerede. Men de vil i hvert fald give mig selv et bedre overblik til eget brug, angående hvad jeg har gang i og hvordan jeg skal gå videre.

 

2011 June 23 - Envejskommunikation

Som det første jeg vil nævne for mine læsere er, at denne blog er lavet som en envejskommunikation. Jeg frasiger mig ethvert ansvar for læsernes reaktioner, og jeg vil ikke være tilgængelig for hvad mine læsere kan tænkes at ville spørge om eller diskutere med mig.

Jeg vil heller ikke tillade kommentarer i min blog, da det ville kræve alt for meget tid at moderere og være opmærksom på uenigheder. Jeg tror ikke en gang, at jeg vil få tid til at kigge på min website og email hver dag, sandsynligvis kun en eller to gange om ugen, når efteråret kommer.

Det faktum at jeg har denne hjemmeside, en blog på 3 sprog, tilbyder seksuelle tjenester, samt har sexede billeder af mig selv, tiltrækker megen interesse fra mennesker fra hele verden. Min tidligere website genererede så mange mails, at jeg helt tabte modet til at skrive  mere end nogle enkelte bloggposter. Jeg klarede ikke en gang at holde gang i at besvare alle dating-forespørgsler, og endnu mindre alle emails vedrørende mine få blogs.

Efter min lange usynlighed på nettet her i det første halve år af 2011, har jeg fundet frem til, at jeg virkeligt godt kan lide mine escortmøder – men ikke min escort-administration. Samtidigt føler jeg ikke rigtigt, at nogen escortagenturer eller massageklinikker i København har et oplæg og et koncept på linje med den måde jeg er glad for at arbejde på, så jeg vil heller ikke bare opgive min egen måde at arbejde som escort på.

Med den løsning jeg nu har: Nemlig både at få Pussygalores til at fungere som filter og at modtage bookings for mig, håber jeg på stadig at kunne escorte på min egen måde, samt at få tid frilagt fra klienternes emails, så jeg i stedet kan bruge den til at skrive min blog.

Jeg har haft så mange gode ideer jeg har villet skrive om i de sidste år. Og nu, i og med at jeg har lagt min lille diskursanalyse på sin egen side her på hjemmesiden, har jeg ligesom allerede lagt kortene op, så de bare venter på at jeg skal begynde at spille de strukturer af mulige udfald ud, som allerede findes givne der.
Der findes meget i det der kompakte skema på siden “sexologi”, som trænger til at udvikles og forklares mere i detaljer.

Jeg er også af den overbevisning, at det store og brogede fællesskab af os i det ældste erhverv, har brug for en bedre formuleret selvforståelse, og oplysning om hvad man faktisk kan få ud af denne beskæftigelse. Hvordan man kan relatere til sig selv og sine klienter, og arbejde på en empatisk og positiv måde.
De af os, der allerede er indenfor det jeg kalder ”den positive diskurs” må sprede den, og dele ud af den til andre, i stedet for kun at bekymre os om os selv, og gemme os i skyggerne. Ellers overlader vi vores mindre heldige søstre til, at det enten lykkes for dem at finde det rigtige på egen hånd – eller til at bukke under for internaliserede fordomme om hvad denne forretning forventes at dreje sig om, og dermed skabe elendighed for sig selv.

Grundet dette håber jeg, at mine læsere vil forstå hvorfor jeg fokuserer på at skrive ting her på min hjemmeside, i stedet for at besvare alle de emails jeg får. Jeg tror jeg følger en eller anden form for højere kald her, hvilket har en dybere mening og er mere vigtigt, end dette med at jeg kun beskæftiger mig med min egen (nu til dags ikke så omfangsrige) escorting.

Og med hensyn til om jeg er forpligtet til, eller om det forventes af mig, at jeg korresponderer med klienter udenom betalt date-tid, kan du læse min FAQ 11 om dette.
Som kommunikationen igennem klienters emails udvikles, bliver det ofte noget af en lernærisk hydra som den Herkules kæmpede imod, fordi hver besvaret email nemt forvandles til mindst to nye, der så skal besvares. Indtil det bare vokser en helt over hovedet, og bliver fuldstændigt uhåndterligt.

Jeg er nu til dags mindre dyr end jeg kunne ha’ været, som en form for retfærdiggørelse af, at jeg ikke vil engagere mig i kurtisering over email og mobil. Ideen er, at hvis du vil snakke med mig, så må du leje mig, og snakke med mig på betalt datetid. Og hvis du ikke kan lide denne ordning, så vær venlig og finde en anden escortpige end mig.

For ikke blive alt for hjemmeblind og indavlet i min egen tænkemåde, har jeg to escortpiger som pen-pals (de er nu begge i traditionelle monogame forhold til rige fyre, så nej, du kan ikke bede mig om at arrangere dates med dem), som jeg emailer udkastene til mine bloggs til for at få feedback, før jeg posterer dem her på min website.

Vedrørende intellektuel indavl er jeg dog nødt til at bekende, at de ikke tilbyder så meget uenighed, men mere hjælper mig med at “rendyrke” mine ideer. Men det er også min hensigt: At give en ”egen stemme” til den gode del af det ældste erhverv (eller en af de gode dele, det er et yderst mangfacetteret univers).
Alt er altid begribeligt eller holdbart ud fra sine egne præmisser, så jeg bekymrer mig ikke særligt over, hvilke uenigheder der ville kunne findes, men udelukkende om at være tydelig og forståelig i det jeg vil formidle.

Alligevel, for at sammenfatte dette første indlæg: Hvis du læser denne blog, så bliv ikke ked af at du ikke kan diskutere den med mig (undtagen på betalt date selvfølgelig). Jeg kan kun skrive den på betingelse af, at jeg er fri for ansvaret for at behøve at læse og besvare emails om den